Det er ikke altid let at gaette om en kvinde er gravid, medmindre hun er hoejgravid. Tilbyder altid min saede, hvis jeg ser en gravid kvinde i metroen. Og samtidig har jeg lyst til at skrige af folk, som med vilje ignorere gamle, gravide og folk med boern. Lige pludselig er man vildt beskaeftigt med at laese i avisen, eller sove eller noget helt tredje. (Dog burde jeg naevne, at engang da jeg tilbyd mit saede til en gammel Amerikansk mand, som ikke helt forstod systemet, begyndte han at raabe..."I will hit the next one offering me a seat with this stick". Ops. Ham skal man vidst holde sig langt vaek fra). Ligeledes, skal man ogsaa passe paa, at man ikke fornaermer en kvinde, hvis en kvinde ikke er gravid, men bare har en lidt stor mave og det er jo ikke lige til at gaette hver gang.

Anyway, imorges da jeg kiggede op fra avisen i metroen, saa jeg en gravid kvinde stige paa, men helt for enden af min coupe, saa det var lidt langt vaek. Hun var den eneste der stod op, mens alle kiggede den anden vej eller var dybt begravet i deres aviser (typisk!). Jeg fik ojenkontakt med hende og tilbyd mit saede, men hun hintede noget i retning af "det er ok"..og hvordan skulle hun dog ogsaa komme igennem for alle de tasker der laa i vejen, mens toget koerte. Selv sad jeg lidt ubekvemmeligt paa kanten af saedet, rimelig irreteret over andres ligegyldighed...men ogsaa lidt sur paa mig selv og skuffet over, at jeg ikke havde mod til at spoerge hoejt, om der ikke var nogen, der ville bytte saede med mig, saa jeg kunne give hende min saede. Foelte mig pludselig skyldig, at jeg ikke turde staa op og goere saadan noget, at jeg var lidt ligesom de andre. Heldigvis var der en anden som stod af toget og hun kunne endelig faa en ordentlig plads i metroen....og jeg kunne laese videre i avisen uden at foele mig helt skyldig.
40 min senere, skulle vi begge staa af ved den samme station og hun stod op og ventede paa mig.....og sagde tak og smilede. Hun sagde, hun ikke kunne komme forbi alle taskerne, men vaerdsatte at jeg spurgte. Jeg blev helt bloed i knaene (og havde det daarligt med, at jeg ikke rigtig havde gjort noget for hende). Men det gjorde mig alligevel glad, at hun sagde tak... folk siger sgu aldrig noget som helst her i storbyen. Man er bare en vandrende skygge blandt mange. Vi snakkede lidt og gik hver til sidst...og jeg gik ud af stationen med et stort smil paa laeben. That made my day...