Kære dagbog.
Igår var jeg til et foredrag om angst, et foredrag for at gøre det åbenlyst hvor mange der faktisk lider af denne lidelse folk der lider i stilhed. Jeg tog der ind for at suge det til mig som jeg kan i forhold til min uddannelse.
Men samtidig også som en der har prøvet det at være angst.
Angst for fremtiden, angst for man dur, angst for at leve alene. Hjernen siger du har levet alene i 9 år, hvorfor så leve i noget der ikke er optimalt. andre jamen du er den bedste af os til at leve alene du gjore det så godt. Og ja det gjore jeg, men jeg havde heller ikke den gang været igennem de ting jeg har nu. Og nu står jeg midt i det med vand op til halsen og så gør nøjagtigt som jeg altid har gjort tager tyren ved hornene og svømmer ind til breden. Og havd var det så jeg var bange eller angst for. Ja det ved jeg jo ikke. Og så er det igen at jeg kan se den teori jeg har lært det sidste år min mestringsstradegi er at rejse mig op og komme videre.
Der blev læst en novelle op at Rene toft Simonsen, den beskrev afsindig godt det at være så angst at man ikke kan forlade sit hjem.
Sidste år var jeg til et ligende omkring depression hvor der blev opført et skuespil udfra en masse patient historier, det var så rammende at jeg sad tilbage lænet og tænkte hvordan kan de vidergive dette så det er så indtakt at alt kommer med, men det gjore de bare.
Angel