Jeg er træt af mig selv. Det er i virkeligheden dumt, for jeg gør sgu alt det rigtige.

Det har været en lidt stressende uge på arbejdet. Hasteopgaven, der kom ind mandag har trukket i langdrag og klippet alle mine andre opgaver op i små irriterende bidder, der aldrig blev hovede og hale i. - Og jeg er sgu så tålmodig, at det er til at dø over.

Min fredag sluttede kl. 16.30 med at endnu en mail tikkede ind, om at der stadig var problemer med at implimentere, noget der sgu burde være simpelt. (Noget med at folk i leddende før mig og efter mig har lavet dumme fejl, og beslutninger hele tiden bliver lavet om, og hele tiden skal det igennem den lille kineser (mig) der bliver nødt til at have overblik over, hvem, der har sendt hvad til hvem, fordi dem, der i virkeligheden stod for opgaven slet ikke har det. Nå, men men men, det går.... og næste uge skal blive bedre. Det bliver den nok også.

Og så er der det der blære-gejl, der ikke helt vil slippe.... meget bedre, men ikke væk, og det har jeg aldrig prøvet før efter 4 dage med piller. Mmm, bekymrende. Igår faldt jeg i søvn på sofaen og vågnede kl. halv tre, lettere fordrejet i hovedet.

Og så er der den der opgave, jeg fik sagt nej til, som jeg stadig i virkeligheden er ked af at slippe. Men men men hold nu op med at slå sig selv i hovedet. Jeg kan blive ved. At mit arbejde ikke er originalt nok, at jeg ikke finder ud af, hvad jeg skal i ferien, at jeg ikke får set min storesøster og hendes børn, at jeg ikke får gjort noget ved noget som helt. Mon der findes en kur mod dårlig samvittighed? Jeg skulle vist have en chokbehandling af de store. Jeg har også dårlig samvittighed overfor mig selv, at det var Mr. og ikke mig, der fik det gjort forbi, men havde det været mig, havde jeg jo også haft dårlig samvittighed over det. Omvandrende joke.

Men jeg kan jo også bare holde min kæft, og så er der ingen, der ved, hvordan det i virkelig står til inde bag face.