Hej Dagbog

Det er godt nok længe siden jeg har været forbi her og skrive til dig, men nu er jeg her altså igen...

Hmmm, jeg ved ikke rigtigt hvordan jeg skal sige det går. Nogenlunde er vel det mest beskrivende ord. Blev færdig med mit BA-projekt i går og sendte det til min vejleder. Så skal vi snakke om det, når hun har læst det. Jeg synes da egentlig selv at jeg er ret godt tilfreds med opgaven.
Men så skal jeg jo bare i gang med de næste opgaver jeg har hængende over hovedet. En på Engelsk og en på Psykologi.

Der er sket meget med mig i det sidste stykke tid og det har mest været negativt. Jeg kan bare ikke fatte hvad der foregår i hovedet på den psykiater jeg går hos. Hun virker meget, meget flink og rar og har da også kommet hos hende gennem det sidste års tid, men der er bare noget ved hende som jeg ikke kan forstå. Hun er meget svær at følge når hun siger noget og jeg ved ikke hvor jeg har hende. Jeg skriver nogle gange lidt om hvordan det går og tager det med til hende, men hun læser det og så siger hun ikke noget. Ingen respons der! Det kan jeg bare slet ikke forstå. jeg bliver bare så hidsig når jeg går fra hende og har lyst til at smadre noget i frustration over at jeg ikke fatter noget som helst af hvad hun mener om mig og min behandling. Så nedren!

Min søster og hendes kæreste flytter og jeg skal vænne mig til at hun nu skal bo et helt andet sted og ikke er lige i nærheden af mig. Det er ikke fordi det kommer som et chock, men det er bare underligt alligevel. Jeg er vildt glad for at de nu kan flytte rigtigt sammen for de passer godt til hinanden.
Jeg tror bare at det måske er med til at sætte endnu mere fokus på tankerne om hvad der mon skal ske med mig. Jeg skal vel også flytte rigtigt hjemmefra på et tidspubkt og tanken vorker både skræmmende og meget spændende på samme tid. Jeg er egentlig mest bekymret for hvordan jeg vil klare min ege hverdag med studier, madlavning, tøjvask, indkøb osv., når jeg nu ved hvor meget energi det kræver og hvor usikker jeg er til det.

Jeg har også tænkt meget over mit forhold til min familie og kan se at jeg er blevet gjort meget mindre selvsikker og selvhjulpe end hvad godt er. På den anden side er det altid mig der står med familiens tøjvask og jeg er nærmest blevet den man bare læsser af på med ting der skal gøres. Og jeg gør det fordi jeg altid bliver så meget i tvivl om rimeligheden i de ting jeg laver og hvor grænserne skal trækkes. Hvis jeg prøver at sige stop eller nej er oftest halvhjertet og jeg kan ikke rigtigt finde ordene til at sige hvad jeg mener. Der er godt ikke meget Anna Pihl-forhandler-kvinde over mig!

Verden er sgu et underligt sted, især når man har sin egen dagsorden og rutiner og måder at tænke på.

Vi snakkes, Dagbog!

Din Ashley