Hvorfor gør vi os selv fortræd? Skubber glæden og lykken fra os, siger pænt nej tak til det vi allerhelst vil, og vender blikket mon stumperne, resterne af det vi engang troede, vi ønskede. Det var det vi valgte, og derfor står vi ved det, for vi er jo stærke og beslutsomme mennesker. Men er vi virkelig så stærke? Er det styrke at holde fast? Er det styrke at bilde os selv ind, vi er lykkelige? Er det styrke at fortælle omverdenen, vi er lykkelige? Vi spiller skuespil overfor alle; os selv, vores familie, venner, kolleger. Fortæller om vores lykkelige liv, vores perfekte liv. Den ene er mere lykkelig end den anden. Og dem der bryder normen og fortæller hvordan de virkelig har det; dem opfatter vi som svage og usikre. Vi lytter til hvert et ord, de siger, for andres ulykke er meget mere interessant end andres lykke. Og imens sidder vi og tænker 'godt det ikke er mig'. Men er det nu også det? Er det nu også godt?Er det virkelig dem der er de svage fordi de bukker under? Eller er det alle os andre, fordi vi ikke tør indse, vores liv er lige så kaotisk som deres?