Egentlig har jeg tänkt over det et stykke tid, men ikke rigtig givet de tanker nogen betydning. Det hele var jo så nyt, og jeg ville bare give det tid. Det blev nok bedre - tänkte jeg. Men nu er der gået 3 måneder, og det er IKKE blevet bedre, overhovedet. jeg har ikke lärt noget som helst, og jeg savner min familie og mine venner, noget så forfärdelig. Jeg synes jeg har kämpet nok, då her står jeg af. Jeg stopper nu, smutter väk, slipper op.
Da jeg kom til skolen, synes jeg allerede den förste dag, at det ikke virkede så professionelt. Men jeg var jo bare naturlig nervös, som alle de andre også var det - tänkte jeg. Men jeg var jo ikke nervös. Og nu har jeg väret her i 3 måneder, og det eneste jeg har lärt mig, er dansen. Og jeg synes ikke jeg vil sidde 2 år i nord Sverige bare for at läre dans. Det kan jeg da lige så godt, göre i Danmark så.
Jeg har tänkt over det i längere tid som sagt. Men det var först, da jeg skulle tilbage hertil efter efterårsferien, at det gik op for mig, hvor slemt det var. Jeg ville ikke tilbage hertil. Jeg har väret trät og ked lige siden jeg kom herop igen. De få timer vi har, er så amatör-agtige, og jeg föler jeg spilder tiden.
Og det värste af alt, JEG ER IKKE GLAD! JEg skal väre glad, ellers kan jeg ikke leve. Selvfölgelig kan jeg godt gå rundt nogle dage og hänge med mulen. Men jeg har väret her i 3 måneder, og jeg har slet ikke väret glad. JEg har bare väret trät og ked.
Når vi tager hjem til jul, kommer jeg ikke igen. jeg tager mine ting med mig hjem, og kysser de andre farvel, og når jeg sätter mig ind i flyveren og vi letter, jeg ser mig tilbage, og ser Umeå forsvinde bag mig. Lad det forsvinde, jeg savner det ikke. Jeg vil läre noget, og jeg vil väre glad igen!