jeg sad og genså sidste afsnit af sex and the city i går aftes. og det afsnit irriterer mig helt vildt!

as if.

som om nogen ville tage til et andet land for at lede efter nogen, for at sige at de er den eneste ene.

hvornår er det NOGENSINDE sket for nogen somhelst?
det er det ikke, for folk er så pisse bange.

jeg er bare så TRÆT af at det eneste alle dem jeg kender tilsyneladende kan gå op i er mænd.
altid mænd.
hele tiden mænd.

det irriterer mig, når det første flere af mine veninder spørger mig om, er "hvordan går det med mændene?".
HVILKE MÆND???

jeg har sgu da ikke haft noget som helst med nogen at gøre i år.

hvad med at spørge om hvordan det går medx radioen, noget der betyder noget. vor herre bevares.

og HVORFOR tror kvinder, at lige så snart de møder én der udviser lidt mere end almindelig interesse for den, så er det den store kærlighed. det her er bare det helt rigtige.
JA. det troede du også sidst. men holdt det stik? man kan ikke bruge den følelse til noget som helst. jeg var overbevist om at andreas var mit livs udkårne, men tænk, det var han bare ikke. men det føltes sådan - og det gør det altid. det er der ikke noget odiøst i.

men kan folk for fanden ikke snart finde på noget andet at putte ind i deres liv end at zappe imellem diverse forhold. zapperforhold.

når det betyder så lidt, at man bare kan zappe videre, så kan det sgu være lige meget.