Kære dagbog,

Her er jeg så igen.En ensom gut, der sidder i sin lejlighed.

Her sidder jeg fængslet, jeg har ligeså meget kontakt til andre, som man har det i et almindelig fængsel. Mit arbejde kunne også ligeså godt bestå i at lave klemmer, da det er ligeså kedeligt.

Ja så er der fritiden, der kan jeg så gå hvorhen jeg vil. Men hvor skal jeg gå hen? og kan du fortælle mig hvor det ligger? og hvorfor. Det at prøve noget nyt virker så uoverkommeligt, som en sten man godt ville skubbe til, men man kigger på den og synes den ser for tung ud. Selv om den sikkert kunne lægge i et glas vand, uden at få dråber ville blive spildt.

Måske er mit værelse lidt større end en celle, men her er lige så kedsomeligt.
Jeg sidder her bare, i en 2 værelses celle med vand og varme. Fængslet på livstid i min ene celle. Det væreste er at jeg ikke ved hvad jeg har gjort, eller hvorfor jeg er blevet dømt. Det eneste jeg ved er, at jeg ikke kan bede om benådning.

Man holder ikke folk isoleret i så lang tid i et fængsel? Da man godt ved at folk så lider. Men alligevel ved jeg at andre har samme vilkår, gad vide hvem der holder længst?

Jeg spørger mig selv om, hvor mange måder er der at bryde ud på? Men da det er et åbent fængsel, uden mure og muligheder kan jeg kun se en vej. Men den celle er meget mindre, og indeholder ikke vand og varme,.men den afspejler ensomheden.