Jeg havde knap forladt sengen her til morgen, før jeg hylede som en stukken gris. Smerterne og alverdens elendighed væltede ned over mig. Det gjorde så forbandet ondt. Jeg følte det som et hammerslag, hvor jeg ikke havde nogen anden valg end at bukke under. Først nu her sidst på eftermiddagen, kan jeg sidde oprejst mere end 10 min. af gangen. Det har været en MEGET lang sej dag. Måske var fysioterapeutens tag for hård ved mig i går. Hun sagde godt nok, at jeg skulle sige fra hvis det gjorde for ondt, men jeg bed tænderne sammen, og tænkte ” med ondt skal ondt fordrives ”. Det var måske en fejl.
Ved det første besøg hos fysioterapeuten, spurte hun selvfølgelig ind til min ryg, og jeg fortalte, som jeg for mange år siden havde fået at vide, at jeg har 2 deforme ryghvirvler. Kunne ikke præcisere det nærmere da jeg aldrig fik noget på skrift, men havde fået at vide, at den ene var i bryst regionen og den anden i lænden.. Da jeg alligevel skulle til læge i mandags, fik jeg i hast på vej ud af døren derfra, en kopi af resultatet på det røntgenbillede som jeg fik taget tilbage i 1988. Der stod ( ifl. fysioterapeuten fortolkning ) at min 12 ryghvirvel var kileformel, og at jeg havde lette Scheuermann-forandringer omkring lumbalhvirvel. Hmm
Mange tanker er kørt igennem systemet, og jeg er måske blevet lidt ømfindtlig i takt med at det efterhånden har stået på i længere tid. Jeg rider med på en bølge som det ene øjeblik er oppe, og det andet er nede. Føler mig sat ud af spillet, da jeg ikke kan ret meget andet end bare se på. Her tænker jeg hovedsagelig arbejdsmæssig. Fysioterapeuten siger at jeg nok skal komme ovenpå igen, men det er på nuværende tidspunkt svært at se lyset forenden af tunnellen. Hun mener at det uden tvivl er Scheuermann-forandringerne som forplanter de smerter og spændinger som jeg indimellem må bukke under for. Men at jeg ved optræning af ryg og mavemuskelnaturelt vil kunne holde det på et acceptabel niveau. Ja – tak. Hver gang jeg har haft en tur proklamere jeg fysisk aktivitet når jeg er på fode igen, men derfra og til at føre det ud i livet, har været et kapitel for sig selv. Denne gang er der ingen undskyldninger som er brugbare !
Kom lige til at tænke på, at i går var det et år siden mit navn kom på regningerne. Tiden er gået stærkt, og så alligevel ikke. Jeg glæder mig til at være på igen, og komme ind i en ordentlig rytme sammen med Claus. Han er stadig glad for at køre, og jeg får hver dag en meget fyldestgørende referat af dagens ture og begivenheder. Lige nu holder han i lufthavnen og håber på en tur til Langtbortistan. I går var han i Odense og i sidste uge på Vejle sygehus. Han var ellers lidt skeptisk ved de ture med meget syge mennesker, men fandt ud af at de bider altså ikke ;-D

Jeg vil prøve at bevæge mig lidt uden for vores matrikelnummer med hunden. Kan altid sætte mig ned og ringe efter en ( speciel ) taxa hvis det bliver slemt.