Det er en mærkelig følelse man får når nogen (= ens kæreste) fortæller at det er slut. Det begynder at sitre og prikke i knolden på mig. Spørgsmål. Spørgsmål som jeg prøver at besvare, selvom jeg ved jeg ikke kan.
Der er gået ti dage, TI DAGE. Jeg ved ikke engang om jeg savner ham. Vil jeg have det tilbage? Var vi gode sammen?

JA! Gu' var vi det. Han var en pjattemås, jeg var en pjattemås. Nu må vi være det hver for sig. Alene.

Alene. Så fucking alene.

Er det mig der er paranoid, når jeg tror han allerede er kommet videre og har fundet en anden? Er jeg paranoid, når jeg tror at han har villet af med mig for længe siden, men først skulle tage sig sammen til at give mig 'dødsstødet'? Er jeg?
Nå ja. Jeg har altid haft hang til at overdrive den gode historie. Simpelthen overdrive.

Der var engang jeg var forelsket i ham. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Nok er jeg ung, men jeg ved når jeg har skudt papegøjen.
Han var min papegøje, min guldfugl.

Jeg sidder og får lyst til at skrige. Men jeg bliver forvirret. Er det mindet om min forelskelse eller er det savnet. Jeg er i tvivl.

Jeg ville græde nu hvis der var mere at græde af.

Ellers har det været en god dag. Bedre end gennemsnittet, hvis I kender den slags dage. Røvkedelige, men til at holde ud. Så der er dog lyspunkter i mit liv. Ja, ja, ja..

1) Jeg har nogle fantastiske venner/veninder. Jeg savner dem rigtig meget, hver eneste dag.
2) Jeg skal til Roskildefestival '07. Jeg har glædet mig hele dagen, siden klokken fem.
3) Mine forældre er sammen, endnu..

PIS..

Hvis der nogen der har en kur mod ulykkelig kærlighed, så sælg, sælg, SÆLG!