Januar gik. Februar går. Behøver jeg sige at han har haft to gode undskyldninger for ikke at dukke op som ellers aftalt?

Første gang - okay..

Anden gang - må indrømme at jeg begyndte at tænke på hvorvidt han ikke var interesseret længere.. Mener - der er blevet holdt om og nusset lidt - men ingen kys eller hvad der kunne minde om det.. Han var så træt sidst jeg besøgte ham, så udkørt.. Han faldt i søvn til den film vi så, mens han lå ved mig. Han drillede med bart maveskind - og nøej hvor havde jeg lyst til at plante et par kys tværs henover maven på ham.. Men nej.. Pigen her turde ikke.. Vi har snakket om det så mange gange, og når vi så ligger der med mildest talt alle mulighed for at lave noget sjov ud af aftenen - jamen så sker der ingenting.. Ikke en hylende hattefis?? Jeg tør ikke.. Han tør ikke - han burde turde!!

Sidst han med god grund måtte udskyde - jeg vælger at betragte det som en god grund, fordi jeg trods alt har kendt ham nu siden 1. g på htx. Det er fem år siden nu. Men da hun udskød anden gang, fik jeg en meget underlig smag i munden. Jeg fik det indtryk, at han prøvede at udtrykke overfor mig, at løbet var kørt. Sådan helt kørt. At han ikke længere - selvom vi har været virkelig nære venner på den fede måde - ønskede at jeg skulle være en del af hans liv.. Han lagde op til, at jeg ikke længere behøvede at gøre mig sådan en umage for at overleve hans forsøg på at være en egoistisk skid.

Så jeg tog til byen i dag med min søster. Købte et album. Red Hot Chilli Peppers - Stadium Arcadium. Han elsker de gutter. For livstid. Så jeg tror, at jeg på en måde investerede i et minde. Han har lovet mig en rundvisning på hans arbejdsplads her en af de nærmeste nætter i næste uge. Jeg tager det der index-hæfte ud. Får ham til at skrive i det.

Hvis det så viser jeg, at jeg ikke længere er ønsket i hans tankegang, har jeg i det mindste et minde. Om min bedste ven, min suverænt fedeste ulykkelige forelskelse.

Uanset udfaldet. Så elsker jeg ham.

Jeg elsker dig!