Så er et nyt år startet.365 uskrevne sider, der bare venter på at blive fyldt ud. Ja, altså nu er de 5 af dem jo tæt ved at være fuldskrevet.

Jeg kan godt lide tanken om livet som en stor bog. Min bog har nu omkring 10500 tætskrevne sider i sig – og forhåbentlig endnu flere uskrevne. Kan godt lide tanken om, at det alt sammen står nedskrevet, så man kan tage det frem, huske alle de gode og dårlige tider – se tilbage og opdage hvor meget man egentlig har forandret sig. De der små skridt, som man ikke opdager i hverdagen, men først bliver endelig bevidst om, når man huske hvordan tingene engang var.

Den bevidste bog for mig må vel være mine minder og min hukommelse – fordret såvel som begrænset deraf.

Sad og tænkte tilbage den anden dag. Jeg husker faktisk ikke ret meget fra da jeg var lille. Min lillesøster har en god hukommelse, men min starter først omkring 9 års alderen – med glimt fra før. Synes egentlig det er mærkeligt. Men der er bare mange ting, jeg ikke kan huske. Når jeg bliver fortalt noget, kan historierne godt dæmre – og så kan jeg lettere huske dem igen.

Men nogle gange ville jeg ønske, at jeg kunne tage den store bog ned fra hylden og læse de mange sider. Grine og græde sammen med mit yngre jeg, for til sidst at lukke bogen med et smil om læben og gemme den væk til næste gang, jeg har behov for at kigge i den.