det føles lidt som at vente på sin "periode", især når det er pisse vigtigt at den ankommer *GGG*
den der murren nedeunder efterfulgt af et par stikkende smerter, som om der er ved at blive bygget op til noget stort.
måske skulle jeg bare pive lidt og måske er mit ambitionsniveau loidt for stort, men det har det sgu altid været!

var det bar det der skulle til? Ikke andet. Ideerne er stadig væk, udover de mange ideer jeg har skrevet ned engang i håb om at een af dem skulle sætte sig fast, grave sig ned og begynde at udvikle sig fra foster til barn. Men de tiltaler mig ikke, føler min krop afviser dem...den vil have noget nyt, noget spændende, noget der giver blod (!), andre indgangsvinkler.
jeg har fundet min niche. jeg vil skrive om mennesker. ja..og hva så!?
men længere er jeg ikke nået, endnu. lige nu er der så¨mange slags mennesker og problematikker som jeg kunne tage fat i, men de er smeltet sammen, så jeg endnu ikke kan skelne.

jeg plejer at blive inspireret af andre mennesker, også de frmemede, især de fremmede, men når man efterhånden har sat den ene fod ind i eremittens tilværelse, er det lidt kompliceret. skulle jeg kaste mig ud i det? og hvad fanden er det jeg skal kaste mig ud i. jeg skal have een tråd, ellers bliver det noget høhøhø.

aaargghhh..alle de valgmuligheder, det meste er pisse spændende, men det må vel handle om den der skriger højest eller måske ikke, måske er det netop den der ikke skriger, der faktisk har den bedste historie at fortælle. sådan er det som regel. hov...fik lige en ide...den må jeg lige brygge lidt på...hmmm