Hej dagbog.

Følelsen af at have tabt er der i hvert eneste åndedræt.
Jeg føler at jeg står på hovedet for at gøre alle glade men jeg føler jeg drukner. Normalt når jeg har en krise situation tænker jeg.. Vender og drejer den indtil min hjerne kommer frem til en brugbar løsning.. Hvilket som regel sker imens jeg har travlt med noget andet.
Jeg forstår ikke hvorfor du gider, siger jeg til mig selv. Det har været mit eget valg at blive skilt.

Mit eget valg at sige fra og følge mine følelser af at nu er der sku ikke mere at komme efter.
Kender du det med at man hører ens elskede stå og sige bla bla bla og man ønsker i bund og grund ikke at høre de ord som kommer ud?

Alle de løgne og brudte løfter. Alle mine egne behov og følelser som bare blev sat til side igennem de sidste 4 år. Da dit job kørte dig ned i depression, stod jeg bag dig.

Da du blev syg og opereret, stod jeg ved din side i døgndrift, konstant tjekkede at de gjorde alting rigtig.

Da jeg først fødte dig een søn, og tre uger efter fik en fibersprængning i mit kejsersnit-sår fordi du var for træt til at hjælpe mig med at løfte vasketøjet op af trappen?

Da jeg var gravid med vores søn nr. 2 og blev indlagt fordi jeg måske havde blindtarms-betændelse, og du kom næste morgen helt udkørt og var for træt til at selv tage dig af vores lille søn fordi du havde downloadet porno hele natten.. Og du kørte ham ud til dine forældre og tog hjem for at sove så jeg måtte få et lift af en anden da jeg skulle hjem.

ÅÅÅhh ja de skønne minder..

Nu er der så ventetiden. Den lorte transithal man får lov at sidde i imens hjertet prøver at komme sig, og komme ned i normal hastighed igen. Der hvor hjernen prøver at finde ud af hvad fanden der lige skete.. Hvor den konstant skifter imellem at sige hvorfor skete det her for mig og jamen FUCK den lort og hans narcicistiske tendenser..

Ventetiden må jeg hellere bruge på noget fornuftigt. Bide negle eller skrubbe toilettet haha.
Livet skal nok gå videre.. Også uden dig. HELT sikkert uden dig.