Min første dagbogstekst på fyldepennen og så handler den om en forstuvet ankel. Damn, det gjorde sq ondt. Det GØR stadig ondt. Jeg skulle løfte min søn rundt på en lille trappe med 7 trin og jeg stod på det anden sidste trin og skulle træde et eneste lille skridt ned på det nederste trin og så forsvandt mine ben under mig. Jeg nåede at sætte min søn ned ved klapvognen, så han ikke faldt og slog sig og så kunne jeg godt mærke at det gav en stræk i min fod. Bege unger blev bange fordi jeg hylede lige i vejret. Så måtte jeg bugsere 2 børn + mig selv indefor igen, hente en ispose til foden og få ringet efter nogen. Sørens mor kom og kørte ungerne i institution og bagefter hentede hun mig og vi tilbragte 4 timer på skadestuen, hvor jeg fik taget røntgenbillede. Den var jo så forstuvet og jeg fik en støttestrømpe på. Den skal jeg så have på i 1 -2 uger indtil jeg ikke har smerter i foden længere. Lægen sagde at der kunne gå en hel måned før det holdt op med at gøre ondt. Det passer mig dårligt, jeg synes ikke jeg har tid til at sidde og blomstre på sofaen med benet oppe med to små børn på 1 og 5 år i huset. Det er godt jeg har en sød kæreste som gerne vil hjælpe til og sørge for os alle sammen.