Nogen gange har man bare brug for at skrive, på trods af, at man intet har at sige. Sådan har jeg det nu. Der er så mange ting jeg gerne vil sige, men jeg ved ikke hvordan jeg skal få det sagt, for hver gang jeg prøver, går der helt kludder i alting. Man falder over ordene, de ligger forkert på tungen, og kommer ud i den forkerte rækkefølge. Samtidigt glemmer man hvad man egentlig gerne ville have sagt, og må starte forfra på sætningen, som man i øvrigt syntes lød helt åndsvagt.
Det jeg prøver på at sige er nok bare, at jeg har en overordentlig svær skriveblokering, som sidder fast mellem hjertet og ens sjæl.
Føler jeg har så meget at sige, men det ville måske ikke være interessandt nok, eller relevant for denne optegnelse. Der er så mange ting man fortryder, men som man ikke kan gøre om. Fortryder at jeg aldrig sagde de berømte tre små ord, før mine bedsteforældre døde. Man nåede ikke at sige tak for at de havde været i ens liv eller at man egentlig elskede dem. Man nåede ikke at værdsætte sine veninder i folkeskolen førend de alle rejste og man aldrig vil se dem mere.
Egentlig vil jeg bare gerne opfordre jer alle til at fortælle jeres kære, at de står jer nær, inden det er for sent. Hvis i ikke får sagt, havd der ligger på hjertet, vil i med garati fortryde det lige så meget som jeg gør det den dag i dag.
Fortæl jeres forældre at i elsker dem -hvis i altså gør det - og stå ved hvad i siger....
Skriv kommentar
Dagbogsindlægget
Kære dagbog... (3) er publiceret
05/09-2006 19:27 af
Gabi.
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.