Der var engang hvor jeg troede på eventyr. Jeg troede på at hvis man opførte sig ordentligt, gjorde som der blev sagt og var den søde pige, så ville man i sidste ende blive mødt af prinsen på den hvide hest og leve lykkeligt til sine dages ende.
Jeg tror jeg var rimelig naiv. I virkelighedens verden er det den der forlanger mest der får mest. Den stille pige bliver bare overset. Jeg bliver bare overset. Måske er det på tide at ignorere hvad andre vil, og fokusere på hvad jeg vil. Forlange, og kræve, manipulere og indtage.
Hvorfor skal jeg dog være fanget i misforstået riddelighed i en verden der er så lige glad med det?
Skriv kommentar
Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.