øv hvor er jeg ked af det... jeg var kanin for min klaverlærer idag, hun skulle op til eksamen i undervisning og jeg skulle være der en halv time. Jeg forstår virkelig ikke hvorfor jeg altid skal blive så nervøs for alting og gå i selvsving når folk kigger på mig, jeg ved jo godt at jeg kan...
Jeg havde sådan villet virke god og få hende til at se dygtig ud og hjælpe, jeg havde øvet ekstra på blues-sangen og gået før fra fysik for at komme i god tid, og derinde gik jeg bare i sort og spillede fejl i alt og forstod ingenting af hendes forklaringer selvom jeg normalt gør...

Stod i en halv time på konservatoriet mellem nervøse eksamensmusikere og ventede på at høre hvordan det gik, var helt nervøs da hun blev derinde i et kvarter ved karaktergivningen. Hun fik otte...det er ikke så højt som hun kunne have ønsket, men jeg tror faktisk hun var ret tilfreds; hun har i løbet af året jongleret med både en uventet nyfødt og et nyt hus plus kons-undervisningen og klaverelever, jeg synes hun gør det godt..Jeg håber jeg får ligeså meget overskud engang..var så lettet over at se hende glad, jeg følte jeg havde svigtet hende, for vi har øvet det så mange gange, og jeg ville så gerne gøre det godt for hendes skyld.

Har det tomt for tiden...der er kun halvanden uge tilbage og jeg er ikke ked af det...jeg skal snart afsted til canada et år og det kunne ikke fylde mindre i mine tanker...hvad sker der? Hvorfor føler jeg mig så usikker på alting og kan græde uden grund midt i det hele? Jeg ved ikke engang om jeg glæder mig til at komme afsted, og efter tre år er der ingen jeg tror, jeg vil savne? Gid man kunne få tanker på skrift og afkrypteret....