Oh, ak – oh, ve – oh, GYS!

Med en ny og forbedret fyldepensprofil tænkte jeg, at det også var på tide med et nyt billede. Også fordi – let’s face it – det ikke er verdens mest charmerende billede jeg pt. har liggende! Så ud med det gamle og ind med det nye … nu er der så bare lige det ved det, at jeg ikke HAR noget nyt billede.

Og netop derfor besluttede jeg, at det måtte være på tide at få taget et. Og nu har kæresten tilfældigvis lige købt nyt digitalkamera, så det kunne jo ikke være bedre. Eller …?

Anyway, jeg får taget nogle nye billeder og skal kigge dem igennem for at udvælge mig ét, og så er det, at jeg får et chok af dimensioner – for hvad i alverden er det for en blegfed, aseksuel tingest, på det dér skide foto?! Og så har jeg endda tabt mig seks kilo i løbet af de sidste to år (uden at gøre noget aktivt for det). Er det en melorm? Er det en ufærdig dej, der ligger og gærer i solen? Måske den afskyelige snemand? Eller er det virkelig MIG?!

Så nu er der dømt slankekur!

Mental notes:

1) Lad være med at vinke til folk, før jeg har tabt mindst fem kilo – jeg risikerer bare at fedtet på min overdimensionerede mormorarm blævrer en halvtime EFTER, jeg er færdig med at vinke! (– Og evt. ramler ind i fjæset på den person, der uheldigvis måtte stå ved siden af mig og slår vedkommende omkuld!)
2) Husk ikke at iklæde mig stramtsiddende bluser – det er ikke kønt med bildæk (især ikke når man rent faktisk står op!)
3) Ingen højhælede sko – folk vil tro, at en flodhest fra Zoo er stukket af iført ortopædiske sko (det kunne muligvis skabe panik i folkemængden!).
4) Aflys frisøraftale – kort hår vil sandsynligvis få mig til at ligne en lesbisk fængselsinspektør.
5) Husk at der rent faktisk er noget, der hedder solarium og selvbruner!
6) Brug solbriller FØR jeg kigger mig i spejlet, så jeg ikke blænder mig selv.

Problemet er primært min mave, hvilket leder mig til et nyt problem. Det eneste mavebøjninger fører til, er nakkemuskler af stål. Selv ikke den mest ihærdige fysioterapeut har kunnet få mig til at lave mavebøjninger således, at det rent faktisk er maven, jeg bruger. Og tyrenakken vil næppe klæde mig.

Hmm, alt i alt er dagen altså gået med selvkritik i højere grad end aktive og nyttefulde gøremål. Eksamensterpning er blevet rykket til i morgen, hvilket giver mig lidt længere tid til at få læst de sidste (alt for mange) sider.

Hvorfor er det lige, at man altid er ihærdig og lærevillig de første to måneder af et skoleår, hvorefter det langsomt går ned ad bakke, indtil man sidder fuldstændig blank ved det grønne bord?

Og er det et dårligt tegn, når man læser om hjernen, intelligens og hukommelse, og derefter ikke kan huske en hylende fis af, HVAD man har læst?

Suk … Husk (som min kære Fader, Bibelot, ville have sagt): ”I morgen er der heldigvis en ny dag!”