Sover ikke, spiser ikke, koncentrerer mig ikke. Ingenting. Kan ingenting. kun ham. Kun ham kan jeg. Kun ham jeg ikke kan nå. Kun ham.
Han er så langt væk lige nu.
Kan ikke nå ham. Hjælper ikke at skrive. Det var ham der ikke svarede igår. Det er mig der sidder her, helt selv. Velvidende at der ikke er sket noget, at der ikke er noget galt. Han er bare optaget. Optaget af hans fodboldstævne. Men ser ham aldrig igen.
Får ham aldrig rigtigt.
Jeg rejser jo. Jeg rejser lige om lidt. Allerede på vej langt langt væk, og hvis han vil have mig helt, så skal han have det inden jeg tager afsted. For ved at alting er forandret når jeg kommer hjem igen... Jeg er aldrig den samme når jeg har været ude at rejse. En rejse kan få alle mine tanker til at ændre sig. Det gør den. Det har alle de andre gjort. Så hvis ikke han holder fast inden, tager ved mig og siger at jeg skal være hans, så forsvinder jeg. Så mister han mit hjerte. Og jeg mister hans. Giver allerede lidt slip, fordi jeg ved at jeg skal afsted. Fordi jeg ved at det er lang tid uden ham. Lang tid at bilde ham ind at jeg ikke har min telefon med mig. Lang tid at bilde ham ind at jeg bare tager alting stille og roligt og overhovedet ikke skejer ud. Ikke fester, ikke danser, ikke noget som helst, bare stille og roligt hygger mig og tænker på ham.
Glemmer ham dernede. Glemmer alt dernede, hvis ikke han siger at jeg skal holde fast.