Kære kollega

Noget som jeg sætter stor pris på, både i mit arbejdsliv og mit privatliv er at vide, hvor jeg har folk.
Hvem jeg kan stole på og hvem jeg kan have tillid til.
Derfor sætter jeg en stor ære i selv at være ærlig og positiv overfor andre.

Var der nogen, der sagde naiv??? JO, jo - jeg hørte det godt – ”naiv og godtroende.”

Tja, ret nøgternt kan jeg sige at, erfaringen har vist mig følgende:
De eneste mennesker, som du kan stole 100% på, er dem der åbenlyst viser, i ord og gerning, at de IKKE er dine venner.
Dem, ved du lige præcis, hvor du har og du kan altid stole på dem, fordi deres holdning og reaktion er så ærlig negativ. De forsøger ikke at spille skuespil og lade som om de er dine venner. Nej, de vil gøre alt, for at få dig til at føle dig som et dårligt menneske, så Jante rigtig kan få frit spillerum..
Så det naive er vist overstået.

Og du, min kære kollega
Tak for din tavshed, da jeg fik det svært og søgte din hjælp. Tavshed siger undertiden meget mere end ord.

Men jeg har ikke mistet min tillid til mennesker, selvom det giver nogle gevaldige knubs ind i mellem.

Ved du for resten, at HK netop har lavet en undersøgelse af hvor mange, der er udsat for mobning på deres arbejdsplads? Det er langt mere udbredt, end man skulle tro. Sjovt nok, når man tænker på at det er voksne mennesker, der alle arbejder indenfor det sociale arbejde med helhedssyn og tværfaglig samarbejde og som deltager på samme uddannelseshold.

Der er snart møde. Ikke om mig, men om gruppedannelse i uddannelsessammenhæng.
Historien er, at jeg er blevet til overs da, de andre i min gruppe stoppede i sommers. Så et eller andet sted skal jeg optages, for alle skal være med i en studiegruppe.
Det er alles problem på holdet og problemet med samarbejde, skal løses under alle omstændigheder og så hjælper det ikke at nogen, siger at ”det vil de ikke, for de er så trygge i deres lille gruppe”.

Vi forklarer rask væk vore borgere at de skal se nye muligheder, være omstillingsparate osv. Men måske skulle vi se på os selv? Og spørge:

Er vi selv omstillingsparate?
Kan vi selv samarbejde?
Er vi i stand til at lave en objektiv helhedsvurdering?

Så længe vi ikke kan finde ud af en enkelt ting som at samarbejde i gruppe i en uddannelsessituation, ser det sort ud, både for os selv som mennesker og som professionelle.