Jeg snakkede med hende i halvanden time, og som tiden skred frem, blev det hele tydeligere og tydeligere, alle de mønstre, jeg ikke havde set.

Jeg går rundt og slår mig selv i hovedet med, at jeg ikke yder nok, men glemmer, at mine omgivelser har ændret sig, at jeg har ændret mig. Hvad jeg engang kunne yde under andre omstændigheder, skal ikke være afgørende for, hvad jeg kan yde nu. Mit bedste er måske nok mindre godt end for et år siden, men det er trods alt det bedste jeg kan.

Og alt det her med angsten for, at de en dag finder ud af, at jeg ikke er så klog, som de alle sammen tror. Hun spurgte, om jeg troede, at jeg kunne være perfekt resten af livet. Jeg sagde, at det ville jeg så gerne kunne sige nej til, og jeg tror det heller ikke, men jeg har ikke lyst til, at andre skal tro andet. At S er kommet ind i mit liv og har fået mig til at sænke paraderne gør dem stærkere andre steder, nu kender ét menneske mine svagheder, må passe på mig selv og gemme mig, så jeg ikke kan blive såret.

Det, jeg bare ikke ser, er, at jeg bliver såret. At alt det, jeg lader glide af, bevæger sig ind under huden og bliver en sygdom i mig. Pludselig forsvinder troen på, at jeg er god nok. Pludselig er jeg min egen fjende igen. Pludselig bliver hvert ord, jeg siger og hver beslutning, jeg tager, en byrde - og jeg står igen som lille P, der ikke kan andet end at frygte den dag, det hele går galt - om det så er en dårlig karakter eller, at paraderne falder, illusionen om perfektionen forsvinder.

Jeg sagde til hende, at jeg var godt neurotisk. Kunne høre hendes smil i den anden ende, da hun forvissede mig om, at hvis jeg var neurotisk, så var alle det. Måske var forskellen bare, at jeg gik her og sagde alle mine tanker og latterlige mindreværdskomplekser højt?

Da jeg kom hjem, lå S på sofaen med dyne og ventede på mig. Jeg tror, det er lidt svært for ham at forstå, at jeg har brug for at snakke med hende. Fortalte ham, at vi stort set ikke havde snakket om ham. Han sagde, at han egentlig slet ikke havde en ide om, hvad vi snakkede om. Jeg kunne ikke rigtig svare. Han har set mig svag, men jeg er også bange for at give ham den totalt sindsforvirrede del af mig. Han vil jo bare sige, at jeg er fantastisk, han vil sige, at der ikke er nogen grund til bekymring - og det har han jo ret i. Og det ved jeg godt. Det sagde jeg også flere gange til hende - problemet er bare, at det vokser inden i mig.

Nogle gange frygter jeg, at jeg ikke vil kunne klare den "virkelige" verden, at jeg vil gå i stykker. Jeg går så let i stykker.