Nu forstod han det. Men jeg var nødt til at bruge store bokstaver.... (Og det hader jeg mig selv for, men når han ikke forstår det på anden måde...)

Han kom her hjem efter en arbejdstid på 14 timer. Men han havde stigen med. (Er ved at lave mit soveværelse om)
Han fortalte at han var ved at fald i søvn på vej i bilen, og jeg sprugte om det så ikke var en god ide at tage hjem og sove.
Han svarede: "Hvad nu hvis jeg hellere vil sove her?"

Man kan ikke sove i mit soveværelse, grunden mit nye projekt, men han ville bare låne sofaen (Hvor alt mit tøj for tiden bor, fordi skabet er for tungt at slæbe med tøj i)
Jeg sagde at det var en dårlig ide, fordi jeg ikke gad tage hensyn til at han sov, mens jeg malede... (Er det ikke fair nok?)
Så blev han sur, og tog hjem.

Igen havde jeg den her knude i maven, fordi intet var afsluttet. Jeg græd det meste af dagen. Over tomheden, over mig selv, over ham, over alt.
Ringede til ham for lidt siden.
Han var tavs..
Sagde jeg havde grædt meget. Han svarede;
"Nå...Har du tænkt, da?"
"Ja - jeg har tænkt over at jeg er ked af det ikke går.."
TAVSHED
"THOMAS! Så sig dog et eller andet. Det er som at snakke med en væg!"
"Jeg ved ikke hvad jeg skal sige.."
"Det gør du ALDRIG! Du må da have lyst til at sige noget...!"
Tavshed.....
(Ironisk:)"Nå, men det var dejligt at få det talt ud med dig!"
"Ja, det syntes jeg også.."
(??????)
"THOMAS - DET ER SLUT MELLEM OS!! Forstår du det?!"
"..Ja.ja, det forstår jeg godt!"
"Men du har ikke mere at sige?"
TAVSHED
"ARGH! Jeg ville ønske jeg aldrig havde mødt dig!"

Og så knallede jeg røret på..

Ved godt den sidste var under bæltestedet. Det passer ikke. Men kan han for helvede ikke for en gangs skyld åbne munden?!? Bare sige et eller andet.

Nå, men nu er det gjort. Og selvom jeg er ked, ved jeg det var det rigtige. Nu skal jeg lige vende mig til et liv uden ham - og så skal alt nok gå...