Du troede ikke på mine tanker. Mens jeg ikke kunne forklare dig dem på andre måder end jeg syntes jeg havde gjort længe. Hvordan skulle jeg kunne forklare dig om mine drømme, følelser og sløvsind, når du ikke kunne sætte dig ind i hvad jeg mener. Jeg kan illustrere drømmen, men du kan ikke drømme for mig. Du kan ikke se alle nuancer i min drøm, ej føle eller se farverne, billederne, skyggerne og menneskerne i min drøm. Så du dømmer mig. Griner af mig og siger at mine følelser er forkerte og at jeg skal tage mig sammen. At du slet ikke forstår hvordan jeg kan tænke som jeg gør. Du siger at jeg er egoistisk, at jeg aldrig tænker på dig, men det eneste jeg har gjort hele mit liv er jo at tage hensyn til andre. Det er først de sidste par år at jeg er begyndt at passe på mig selv. Vi er ikke venner mere, og det er på en måde helt fint. Jeg er træt af at have venner som sårer mig og ikke tror på hvad jeg siger. For hvis du ikke gør hvem skal så. Du har sikkert dine egne problemer at tumle med, men det giver dig ikke lov til at behandle mig på en sådan måde. Så vend dog blot om igen og vid at jeg ikke tænker godt om natten, men den måde du er, viser at du er ligeglad.