Inden jeg ankom, var jeg spændt, jeg havde fået den bedste hjælp af veninder til at at forbedre mit udseende og selv synes jeg at jeg så særdeles godt ud. Jeg øvede mig foran spejlet i ansigtsundtryk og blikke, for at se mest dejlig ud.

Heldigvis var han ikke kommet da jeg kom, og nervøsiteten slog mig med det samme omkuld, da jeg kom indenfor.
Da alle endelig var kommet og vi skulle spise, turde jeg ikke spørge om det halve af maden på bordet. Blev mæt af at kigge på ham, og måske er det bare et håb jeg håber så meget på at det i mit hovedet er blevet til virkelighed, men jeg synes han kiggede over mod mig mere end nødvendigt.

Jeg snakkede, jeg drak, drak mere og mere... for at kunne opfører mig normalt. Og jeg fik for meget... jeg sagde og gjorde ting jeg ikke burde... erklærede ham mere eller mindre min stadige kærlighed til ham.. var så tæt på at sige at jeg elskede ham, jeg nåede at stoppe mig selv.. og jeg synes at han gengældte noget af det, han sagde jeg så mega godt ud og at jeg var en dejlig pige.

Da de skulle hjem (jeg skulle sove hos min veninde) begyndte jeg at græde, satte mig op mod en mur og bankede baghovedet ind i muren, og tårerne fik frit løb, jeg gjorde intet for at stoppe det, lod ham se det hvis han ville.... det skulle ud.. jeg fucker alt op.

Jeg hørte deres bekymrede stemmer inklusiv hans... han og mikkel kom... spurgte hvad der var galt.. men det kunne jeg jo ikke sige... Mikkel trøstede mig. Jeg tror han så det tror han ved at jeg slet ikke er over ham.... han sagde også " Tror du det er en god ide du har kæreste"?... hvortil jeg rystede på hoedet og kiggede ned i jorden..... Jeg elsker ham...

Skrev en overdrevet følelsesbesked til ham og fortrød sekundet efter.. skrev undskyld for min opførsel igår, og han skrev at det skulle jeg ikke tænke på...

Og nu sidder jeg og tuder konstant.. .For hvad fanden har jeg gang i. MIn kæreste var her igår, og jo jeg holder da ham... men mit hjerte er delt. Kæresten tror jeg hader ham. tror jeg må lade ham blive i den tro....

Jeg må affinde mig med at han altid vil have den største plads i mit hjerte, jeg må gemme ham der, og affinde mig med det. Men jeg må ikke dyrke ham.. jeg må ikke gøre ham til mere, jeg må ikke læse gamle dagbøger om ham, skrive til ham, decideret opsøge ham, fantaserer om ham....

JEG MÅ IKKE DYRKE MIN TILBEDELSE OG FORELSKELSE TIL HAM, men i stedet affinde mig med at han altid vil være i mit hjerte og lade være med at prøve at bekæmpe det faktum.

MEN fuck hvor jeg har det dårligt over det... Hvad har jeg rodet mig ud i. Jeg er virkelig noget af det ondste... jeg fortjener ikke at have nogen der holder om mig.... jeg burde dø i min ensomhed... så blev folk også fri for mig....