Det væreste er at jeg stadig selv er i tvivl. At jeg ikke ved om jeg vil blive forelsket i min kæreste. Jo vist er det ganske nyt og jo tænker da på ham meget af tiden og savner hans selskab. Men er det nok, er det nok at jeg kun nogengange kommer til at forestille mig han er en anden og kun nogengange ønsker mig noget andet. Er det den normale jeg-er-i-tvivl-opstartsfase altid sådan.

Den eneste løsning jeg er kommet frem til er at jeg sammerligner det. Jeg sammerligner mit livs kærlighed til HAM med min nuværende kæreste. jeg vejer opmåler og konkluderer ligheder og forskelle i deres personlighed men mest i mine egne følelser og tanker om dem.

Og det er så her jeg bliver bange for at jeg ikke kan bunde. At jeg bevæger mig ud i noget, jeg ved er forkert og burde stoppes. Når han skriver \"Jeg er rigtig glad for dig\" burde jeg så ikke stoppe det. Men alligvel holder jeg jo af ham, og alligevel tror jeg ikke at jeg ville undvære ham, for livet før. Hader sådan noget...det er ikke meningen jeg vil være ond...

Men måske alligevel er det en anden skal forelskelse, en anden slags trang til noget, når man har fået fat i dem, måske har denne slags forelskelse ikke det samme besættelsesmoment i sig... så måske alligevel...

Det væreste er nok at jeg jo godt ved med mig selv at jeg ville nok til hver en tid vælge HAM. ved godt det ikke og aldrig bliver til virkelighed, men jeg er altså ikke over ham endnu. Det hjælper selvfølgelig.. men helt væk fra mit hjerte er han ikke.... tror heller aldrig han kommer det

Men hvad med fremtiden... Hvornår kommer det tidspunkt hvor jeg ved med mig selv at det er ham jeg vil have... det er tydeligt han holder af mig.... virkelig... og jeg tror det holder længe...og egnetlig savner jeg ham nu..... så måske alligevel er jeg ikke så ond????

Sov godt