Du sad paa Rutebilstationen, iført en lilla jakke, Smilede og slog mig fuldstændigt i stykker. Jeg vidste at du var noget helt enestaaende allerede i det første øjeblik.

Det er alle de smaa ting som havde betydning, din noget specielle maade at omgaas fodgængerovergange, en lille hilsen som kom ud af det blaa, et smil, en følelse af at være holdt af, som jeg aldrig har oplevet før.

Jeg ønsker inderligt, at den skæbnesvangre dag en dag vil blive ugjort, at der et eller andet sted er et haab og en mulighed for en fremtid med dig. Det er efterhaanden ikke noget jeg tror paa, men et ønske, en drøm, som jeg gerne vil beholde.

Jeg har mødt en række personer i mit liv, som har betydet utroligt meget for mig. For mig selv kalder jeg dem solstraaler, fordi det er hvad de er eller var for mig: som en solstraale paa en regnvejrsdag, som kigger ned gennem trækronerne, og fortæller mig at der trods alt er noget godt i verden.

Du var min sol, i den meget direkte forstand at du var det lysende centrum i mit univers, og du blændede mig fuldstændigt.

Jeg kan ikke lade være med at haabe, at du en dag vil dumpe ned fra himlen og bade mig i dit lys, og sige at alt er godt igen. Jeg ved ikke om det er muligt, men jeg vil gerne have lov til at beholde haabet.