I morgen tidlig skal jeg med A4 og A14 (mine to døtre) og min 'gamle' mor med toget fra Roskilde til Århus. Vi skal til fødselsdag hos min søster.

Jeg elsker at køre i tog. Elsker det uanset om det er alene eller sammen med andre. Nåja, jeg elsker ikke pendleri. Skal jeg på arbejde - og især hjem - så foretrækker jeg cykel.
Men toget som rejseform, det holder jeg af.

Er jeg alene, så har jeg altid en god bog med - som jeg som regel ikke får læst - og en skriveblok. Og allerhelst en kande kaffe, så man ikke ruineres. Jeg har nogle gange prøvet at tage min bærbare med, men det er ikke det samme. Det rumler for meget, den fylder, bliver varm. Nej, en gammeldags blok og en kuglepen, det er sagen til en togrejse.

Der er noget meditativt ved at køre i tog. Man bliver fragtet fra A til B og KAN ikke andet end at læne sig tilbage, betragte det skiftende landskab, og slappe af. Man kommer ikke hurtigere frem af at stresse og ikke langsommere af at nyde turen. Så jeg nyder turen. Grifler det ned, der nu falder mig ind, sipper kaffe, kigger ud af vinduet og kigger på de andre i kupeen. Eller jeg lukker øjnene og mediterer, for togets beroligende bevægelser er som skabt til meditation.

Når jeg rejser sammen med mine unger, så vælger jeg altid en familiekupe. Her er der legehjørne i den ene ende og altid fyldt med andre unger. Så kan man snakke lidt med dem, eller deres forældre. En dag overværede jeg en sjov lille episode dernede i legehjørnet. Det fik mig til at spekulere lidt mere over forskellen på piger og drenge.
To søskende, en pige og en dreng, legede. Pigen tog en af de store klodser op, vuggede den i armene og sagde: Nårh, lille baby, skal du have noget mad?.
Drengen huggede klodsen fra hende, fløj vildt med den i luften og sagde: Det er en raket, vruuum.
Pigen tog roligt klodsen fra ham igen, vuggede den i armene og sagde: Nårh, lille raket, skal du have noget mad?

Jeg var færdig af indestængt grin - og det er netop episoder som denne, der gør det sjovt at køre i tog.