Græd mig selv i søvne i nat.

Det var en blanding af Beverlys sukkersøde genforening af Donna og David, Lucas' død i One Tree Hill (men den ved vi jo godt er fake) og Ross, der sagde det forkerte navn i kirken i Zulus genudsendelse af Venner.

Det var den der følelse af ægte kærlighed, som er så enkel og dog så svær - selv på tv.

Og en avisartikel om nutidens lidt for selvstændige kvinder, der egentlig er dybt angste for at binde sig. Yes - det er mig. Ramt. Ligger derhjemme og græder, fordi ingen vil have mig (og kan så grine lidt over, at det jo er mig, der ikke vil have nogen). Men det er jo ikke skidemorsomt, at jeg er blevet så selvstændig, at jeg er bange for at give slip og lade andre betyde noget for mig, lade andre tage ansvar.

Brugte så mange år på at lægge ansvaret for mit eget liv fra mig og tage andres på mig. Og nu står jeg så her med mit liv i mine hænder - og jeg vogter det. Skubber alt og alle fra mig, mens jeg græder over at være forladt. Græder over de mange aftener alene hjemme på min sofa, mens livet bare kører forbi uden for vinduet. Og jeg ved, at jeg er en del af det derude, men for tiden vil jeg bare sove og se fjernsyn, og hvis jeg kunne blive på min sofa, ville jeg nok blive på min sofa.

Kort sagt - hvis jeg kunne have lidt mere ondt af mig selv, så ville jeg nok have det.