Kære C
Dette brev har været længe udervejs. Jeg ved stadig ikke om jeg er klar til at skrive det, men jeg bliver nødt til at starte et sted.
Jeg bliver nødt til at sige farvel til dig. Det gør mig trist, men de ting du siger til mig gør mig endnu mere trist.
Du har "trøstet" mig rigtig mange gange. Sammen har vi druknet mange af mine sorger... Når jeg føler mig rigtig ensom og forladt. Når jeg slet ikke er i stand til at fortælle hvad der sker inde i mig. Så har du været den der allerbedst hjalp mig med at drukne alle følelserne, drukne dem så meget i mad at jeg slet ikke kunne mærke mig selv længere.. intet andet end maven det bare gjorde så ondt fordi den rummede både en stor pose chips, chokolade og franksbrødsmadder. Sammen fik vi min indre smerte til at blive fysisk. Du har altid været der med det samme og peget fingre ad mig og støttet mig i at jeg intet var værd. DET ER SLUT NU!!! Aldrig mere vil jeg høre din grimme spotne stemme der fortæller mig at jeg er fed fed fed. Aldrig mere vil jeg se mig selv med dine øjne, aldrig mere vil jeg lade dig se på mig med væmmelse i blikket, aldrig mere vil jeg lade dig bestemme over mig og min krop. Aldrig mere vil jeg lytte til din stemme, hverken når den prøver at lokke mig til at spise smerten væk eller når den modsat spotter mig når jeg er sulten.
Uden dig vil jeg få det meget bedre, det ved jeg nu og det har jeg vidst længe, derfor vil jeg nu sige farvel til dig.
FARVEL.