Man har altid et valg, men nogle gange er man så kørt fast i sin hverdag og rutiner at man ikke kan se det.

Jeg har nu indset at jeg har et valg - at jeg kan vælge at gøre noget helt andet end det jeg gør nu. Det jeg gør nu har jeg nemlig ikke lyst til.
Men det er alligevel svært at vælge - man har nemlig ikke kun frihed til at vælge men også ansvar. At vælge ansvarligt er for mig synonymt med at vælge rigtigt, men hvordan kan jeg være sikkert på at gøre det. Især når jeg er præget at tristhed og det er svært at finde lysten til særlig meget.

Jeg må ikke gå i stå - jeg må gøre noget. Jeg må vælge at leve, vælge at være glad, vælge at være ansvarlig for mig selv og finde ud af hvad jeg vil...
det er bare det der er så svært - jeg ved det ikke ... eller gør jeg? Og tør ikke indrømme det for mig selv fordi det er så fjernt fra alt det jeg ellers har lært og alle de værdier jeg er vokset om med og er fortrolige med.

Det er meget svært at gennemskue for mig - det har altid været en selvfølge for mig at jeg skulle have en universitetsuddannelse. Ikke fordi resten af min familie har det, men fordi de ikke har og fordi jeg kan ... kunne?
Jeg har aldrig rigtig betvivlet det. Folkeskolen og gymnasiet var jo ikke noget problem og jeg har altid godt kunne lide at lære og det har været nemt for mig. Det er gået mig rigtig godt i skolen - og alle mine omgivelser og mig selv tog det for givet. Hun skal da på universitet.

... 4 år senere ... kørt fast - er det virkelig det jeg vil?
Hvis ikke hvad vil jeg så?

Store spørgsmål - store valg. Jeg ville ønske det ikke var så svært at finde ud af.