Kære Dagbog

De sidste mange måneder, ja faktisk siden sidste sommer, har livet tilsmilet mig så og sige dagligt, og jeg føler mig som lykkens pamfilius og lykken ser ikke ud til at ha’ en ende.

Billedligt talt føles det, som befinder jeg mig på én lang vej uden endestation. Undervejs ligger der nogle sten på vejen, som jeg hver gang formår at dirigere udenom. Et par gange har jeg dog lige strejfet vejkanten, men ikke mere end jeg hurtigt rettede op, så jeg atter befandt mig midt på vejen.

I starten var der ingen vej, og det var, som flakkede jeg rundt på må og få på én stor mark fuld af tidsler med store torne, men langsomt begyndte ting at tage form, ukrudtet forsvandt her og der og der dannedes nogle spor – spor der blev bredere og især et som til sidst resulterede i den vej, jeg nu befinder mig på.

Undervejs er jeg blevet afklaret med så mange ting, som er gået forud for flakkeriet. I dag resterer kun enkelte halvvisne tidsler - resten af marken fremstår i dag som en flot blomsterpark fuld af smukke og farvestrålende blomster med legende, glade og smilende børn og voksne.

Er det hele en drøm, eller er det virkelighed?

Efter et dask over fingrene må jeg med glæde konstatere, at det ER virkelighed - og hvilken herlig virkelighed *S*