Det er utroligt, som han bare dukker op ud af det blå. En lørdag aften, hvor jeg er på arbejde - en lille besked om, at han da vist ikke havde fået svaret sidst, jeg skrev. Og jeg kan ikke lade være med at smile. Det er sjovt, hvordan svagheder stadig sidder i knæene, mens hjertet danser lidt for hurtigt - og fornuften udemærket godt ved, at det her ikke går.

Og så den næste besked, der spørger, om jeg nu er i byen og drikke... Og står der og tænker, at ud udemærket ved, at jeg også godt ved, at det ikke er det, det handler om.

Det svage øjeblik, hvor du er fuld - men ikke fuld nok til at være ligeglad, men alligevel fuld nok til at glemme selvrespekten og skrive til mig, selvom du udemærket ved, at du nok får en kold spand vand i hovedet. Men jeg elsker dig jo nok et eller andet sted for det øjeblik.

Og jeg svarer, at jeg ikke er i byen, men på arbejde. Og jeg tænker - det var så det, ikke et ord mere fra ham i dag. Men denne gang tog du fusen på mig. Og det kan kun gøre mig glad...

"Okay, jeg ville bare have dyrket uforpligtende sex med dig, man det må vente til en anden dag..."

Ja, det må det Martin. Og måske skal jeg bare være glad for, at jeg ved, hvortil jeg skal vende mig, hvis jeg har brug for en times sex eller to. Men det ville jo også være dumt, for så godt var det vel aldrig. Det var forelskelsen, der bar det - det fandt jeg for alvor ud af i marts... så måske skal vi bare lade det ord ende det hele.

Vi ses en anden dag...