Igen at lade alt for varmt vand kærtegne min krop. Igen at være den lille usikre pige, som kan det hele, på nær det hun helst vil.

Og morgenen bringer ikke glæde med sig. Bare et forkvaklet forsøg på at skulle bevæge sig videre.

Om ikke andet tog jeg ikke gymnasieudvejen og drak mig plørefuld og blev afvist af ham. Beholdt min værdighed og tog mit nederlag med oprejst pande.

Nederlag - hvad er det for et ord?! Jeg gav jo ikke engang mig selv en chance for at vinde, men tvivlede så dybt på mig selv, at jeg ikke kunne tro på, at jeg havde bare det mindste at give.

Det hele kommer jo ned til en dyb angst. Angst for, at jeg ikke er god nok, for at ingen vil elske mig. Og alligevel har jeg de fleste dage tålmodighed nok til at acceptere, at jeg helst vil vente, til jeg finder den helt rigtige.

Havde en snak med en fyr til festen i går om kærester, han så så uforstående ud, da jeg sagde, at jeg ikke havde en. Og spurgte - hvorfor?! Jeg tøvede, men svarede ham ærligt, at jeg er for kræsen. Hans svar var, at der da var mange fyre til festen at vælge mellem. Og jeg kunne kun sige, at der kun var én, jeg ville have.

Men på den lille uge, der så er gået, siden jeg snakkede med ham sidst, er der kommet en anden pige på banen...

Så jeg tog hjem. Og her sidder jeg med ondt i maven og i sindet. Har lyst til at kaste op for første gang i over syv måneder. Men jeg gør det ikke. Jeg må være stærk og glæde mig over det gode. Jeg er blevet bachelor. Jubii... :(