...om jeg skal ringe til ham. Men jeg har jo lovet det. Og angsten ved ikke at vide er værre end visheden. Selvom uvidenheden giver så stor afstand. Er bange for at få hans stemme helt tæt på. Det vil minde om at ligge få meter fra ham i mørket. Og mens hun velmenende kigger på mig og indtrængende beder mig passe på, så ved jeg godt, at jeg her satser det hjerte, jeg så gerne har ville give videre siden ham. Og jeg ved, at jeg satser mig selv på en måde, jeg endnu ikke har forstået ved at sige ja til ikke at slippe.

Jeg tænker mest på, hvordan vi skal sige farvel. Om det bliver et: "Vi snakkes ved" - eller blot et... ja, det var vel det. En afsked igen. Har skrevet mange digte om afsked med ham, fordi der har været så mange gange, vi har sagt farvel. Eller der har været så mange gange, jeg har sagt farvel. Han holder fast. Og nu giver jeg så slip og lader mig suge ind i hans liv igen.

Og fuck mig, hvor er jeg latterlig. Siger, at jeg ikke bliver ked af det, fordi han jo er så langt væk - og sammen med en anden. Men måske er det der, det hele ligger. At jeg savner at være ked af det - ked af det over ham, over en, jeg elsker - og ikke blot over en, jeg holder af.