Menneskerne her omkring er et lidt maerkeligt.
De lever og bliver i gamle mennesker, men tiden den gaar viser ikke visdom eller mature tanker...
I navnet af lykken... egen lykken.
Der er ikke trofast, menneskerne forlader hjemme og der er ikke en ganske familie i min gade, boerne har blevet i mand som har ikke erkendelse eller gode tanker; og i pigerne som har sex med flere og alle mand og de har foedt et nyt barn i hver aar; hver barn af en mand, som er ikke far, bare en mand som har haft sex med dem.
Og, nu, menneskerne har mistet den meninge af familie, kaerlighed, trofast, simpelhed; alting er bare tomt og grim...
Hele mennesker lukkede oejne for foelelserne, og de har glemt hvordan en mor er, hvordan en far er, hvordan en barn er; hvad menner en gode foelelse, hvad menner familien, hvad menner tillid og trofast, hvad menner kaerligheden.
At vaere lykkelige med en som har vaeret godt i seng eller med en som har masser af penge...
Verden er ligesom det.. Det slags af lykke er trist, er saa kort og saa tomt; og menneskerne er ligesom dyr hver dag et lidt mere. Og jeg ikke kan vaere lykkelige da jeg ser paa det...
Hjertet er stedet hvor menneskerne ikke kan glemme; det er stedet hvor vores godhed lever...
Foelelser at jeg ikke kan finde ind i menneskerne ikke mere.
De smiler men jeg kan se bag efter deres ansigter...
Tankerne og foelelserne er hvad menneskerne har siden de er blevet foedt. Bare det faar os naermere Gud, fordi Gud er ikke en religion eller et navn til at have tillid eller at vaere bange for.
At have tillid i Gud er bare at have trofast i godhed af menneskerne, og menneskerne have godhed ind i hjerter fordi vores godhed og vores trofast er hvad vi er gjort af, det er Gud, ind i os.