Det har været en ganske almindelig fredag – eller det har været en fredag, hvor tiden bare er gået. Jeg stod tidligt op i morges. Jeg kunne ellers godt have sovet længe, men jeg ville op og lave noget, med det resultat, at jeg bare sad og hang hele formiddagen. Nå, noget konstruktivt fik jeg da lavet – jeg fik skrevet det meste af bryllupssangen, som jeg for øjeblikket er i gang med.

Jeg var til kontrol hos neurologen over middag. Alt er, som det skal være og både jeg og han var godt tilfredse med den nuværende situation. Konsultationen tog 5 minutter, så kunne jeg køre ud i Esbjerg storby. Ny kontrol om et halvt år. På hjemvejen tænkte jeg på, at meget har ændret sig hjemme hos os. At vi prioriterer mange ting på en anderledes måde nu, end før jeg fik diagnosen. At vi er nået så langt, at i hvert fald jeg tænker før og efter nu. På sin vis er livet vel blevet bedre – der er sket en enorm udvikling i positiv retning.

I aften har vi sovet – min mand og jeg – på hver vor sofa. Jeg vågnede op til Linie tre show i fjernsynet, men faldt i søvn igen. Jeg vågnede atter, da Thomas Eje spillede violin og det lød bare så hammer godt. Stadig i en sovende tilstand hørte jeg disse liflige toner og gjorde mig et øjeblik svag – fandt mig i sekunders lykkerus, inden jeg slumrede ind igen. Vidunderlig oplevelse. Jeg er nu vågnet hel op og er netop mellemlandet her, inden jeg går til ro.

I morgen tager vi ud til båden. Vi glæder os til at komme derud og bare hygge. Sidde stille og kigge på vandet og drikke en kop kaffe eller et dåseøl. Nyde det summende liv af turister og andet bådfolk. Lade solen bage ned på den alt for hvide krop, iført top og shorts. Møde en Fyldepenneven, der kommer forbi. Om aftenen grille på Sejlklubbens terrasse og drikke et glas god rødvin til og ellers gå tidligt til køjs. Søndag morgen køre til bageren efter nybagte rundstykker og fortsætte med at nyde, hvor vi slap. Det bliver en lise for sjælen. Den sjæl, som vi skal huske – hver for sig og i hinandens selskab. Vor tosomhed og forhold, som trænger til en opdatering. Det forhold og den kærlighed, der skal passes og plejes, som flammen, der ikke må gå ud. I tosomhed i båden en dejlig weekend i juli måned.

Det må være ordene for i aften – for i nat. Jeg kan mærke at søvnen sidder i kroppen, så jeg er smuttet op i min seng. Der vil jeg ligge og kigge ud på nattehimmelen og drømmende svæve af sted på en sky, mens jeg hører en violin i det fjerne.

Hyggehejsa fra en søvning, lidt drømmende Nellemor.