Der er ikke grænser for, hvor forvirret jeg er disse dage.

Jeg skriver beskeder, jeg ikke sender. De stirrer tilbage på mig - og jeg ved godt, at det skal de blive ved med. Altså, stirre tilbage på mig - og ikke en anden.

Jeg sad i toget i mandags og tænkte på, at jeg ville skrive til ham, at Roskilde Station altid vil minde om ham. Men fortrød efter at have skrevet beskeden. Så jeg slettede den igen. Og i går i bilen, mens landskabet susede forbi. Det gjorde ondt i hjertet. Ville skrive til ham, at jeg stadig kunne savne ham af og til. Men gjorde det ikke. Måske af den tåbelige grund, at han ikke ville svare det samme tilbage - og jeg ville få mine små håb, der efter mere end et år burde være brast, revet i stykker.

Jeg ved godt, at den besked, jeg skrev i aftes. Om at vi kunne ses næste uge. Jeg ved godt, at det var den, jeg skulle sende. At det er på tide, at jeg ser sandheden i øjnene og tager skridtet videre. Jeg skal også elske andre en dag, selvom han stadig er den, jeg har elsket højest. Og ja, jeg ved det... HAR elsket. Elsker ikke mere. Men jeg tør ikke se ham, for min sidste rest af tro på kærligheden bunder i ham. Min sidste tro på, at det hele er godt nok, at det hele hænger sammen og kan blive godt nok.

Og selvom jeg ikke har set ham siden februar sidste år, så er det ham, som jeg tror, at jeg aldrig vil elske andre som.

Så måske skulle den besked sendes, så jeg kan se ham i øjnene og indse, at det ikke er os, der skal elske hinanden igen. For det er det da ikke, vel?