Så er det sket. Jeg har fået mine ting, som jeg har kæmpet for at få i de seneste par måneder. Nu ligger de bare der og stirrer tilbage på mig. Kuverten med hans skrift på - og de lidt tøvende beskeder om, at han NOK skal sende det hele til mig. Tror, han fattede budskabet - og nu er jeg så ved at fatte det. Og jeg ved jo godt, at det er rigtigt, selvom det gør ondt. Og jeg ved godt, at det kun gør ondt, fordi han nu giver slip, hvilket jeg allerede har gjort... men derfor burde han jo stadig elske mig, ikke? (typisk pigeting...)

Og jo, det gør da lidt ondt, men det er også godt. Det er friheden, der lurer på mig for alvor - og ikke blot i ord. Nu er det slut. Hvis han ringer, så er det ikke, fordi han har en undskyldning, men fordi han vil snakke med mig. Men han ringer heller ikke. Og det skal han heller ikke.

The End.

Og så alligevel ikke... Han har stadig en af mine CDer...