Denne tekst ligger på grænsen mellem dagbog og essay. Med der i hvert fald helt personlige betragtninger:

Kan jeg skrive om ingenting? Jeg føler faktisk trang til at skrive om ingenting. Jeg kunne også bare lade være at skrive, det er jo også ingenting. - Men det er alligevel ikke helt det samme

Jeg er træt af alle ordene og udsagnene. Træt af alle meninger, og skribenters skælden ud på regering og opposition - eller de forsinkede tog. Jeg er træt af at skulle tage stilling til kristendom, islam og hovedtørklæder. Jeg er træt af at mene noget om velfærdsstaten - bare jeg selv kan nyde godt af den.

Jeg er træt af alle tilbud og reklamer - og jeg er træt af at de mennesker, hvis hoved-fritidsinteresse er indkøb. eller shopping - det er åbenbart lidt finere. Jeg er også træt af billeder af juhujende mennesker, der åbenbart er ekstatisk lykkelige blot fordi de har drukket en blå sodavand.

Jeg er træt af den politiske debat, der drejer sig om hvem der profilerer sig på den bedste måde. "Støder minister NN ikke sin vælgere fra sig, og har han baglandet i orden?" - Jeg savner også at en modig politiker går på talerstolen, og til hvert lovforslag spørger: "Hvad skal det gøre godt for?" På denne måde kun vi undgå mange overflødige love.

Jeg er træt af at dansk film bliver vurderet efter deres evne til at slå igennem i udlandet og få priser. Vi skal først og fremmest lave film for vores egen skyld. Jeg kan heller ikke forstå hvorfor man kan kalde en film for "dansk", når den er på engelsk, og med udenlandske skuespillere.

Jeg er i det hele taget træt af at de mest trivielle ligegyldigheder bliver pustet op til store epokegørende begivenheder.

Nu har jeg skrevet om alt det jeg skal have fjernet for at kunne hengive mig til ingentinghedens tilstand. At sidde på en stol med fødderne på en skammel og blunde hen til blid musik, og måske tage sig et glas billig vin. At gå ud i det tidligere forårsvej i regn og rusk, og lade sige blæse igennem, mens man ser træer, buske og siv svaje i takt med vinden. At gå forbi et oplyst vindue hvor jeg ser reoler fyldt med bøger i alle størrelser og kulører - og måske tilmed aner to mennesker i engageret samtale over kaffe med småkager og cognacglas.

At gå med en smuk og leende kvinde i hånden gennem en søndagssløv købstad. At standse op og kysse hinanden lidenskabelig - som vi var 17 og 19, og ikke 47 og 49. Bagefter blive inviteret hjem for at kunne gøre hende glad. At falde tilfreds i søvn - og dagen efter opdage at hun er der endnu.

Men jeg kan ikke skrive om de ting. De er simpelthen på én gang for banale og for fundamentale for mig. Derfor - ingenting.