Prøver at beskylde vindruerne for, at jeg har ondt i maven nu. Men det er den sølle lille besked om, at det er en skam, at jeg er i Frankrig (er kommet hjem, det ved han bare ikke), så jeg ikke kan komme til hans koncert torsdag. Men om vi ikke ses til den anden koncert i slutningen af måneden.

Jeg ved det ikke. Ved ikke engang, om jeg skal besvare hans besked.

Og jeg ved ikke, om jeg er sikker på, hvad han føler - det kan jeg vel ikke være, når det eneste, jeg ved, er, at han ikke var n-o-k forelsket i mig. Og det også er det eneste, han ved. Med mindre han bare leger med mig. Hvilket ussel (og realistisk vel) tanke.

Men han har følt det før. Læser hans digte om pigerne før mig. Og det er det samme. Han springer ud i det med begge ben og tror, at kærligheden nok skal klare sig selv. Ville ønske, det var mig, der kunne forklare ham et eller andet om virkeligheden. Yeah right... what a joke! Hvis jeg kendte virkeligheden godt nok til at videreformidle den, ville jeg nok ikke være her, hvor jeg er.

Kommer ikke til at kunne sove, før jeg har sendt ham nogle ord. Og vil hade mig selv, hvis jeg gør det. For vil ikke stille spørgsmål - og er bange for, at han ikke svarer, hvis jeg ikke gør det. Og hvorfor spiller jeg kostbar, når han ikke vil have mig, skulle jeg ikke bare lukke døren. Gå videre. Beskytte mig selv. Jeg ved det ikke.

Wide open. My heart broke - my heart broke - wide open..