Forstår ikke helt den med at skulle skynde sig og nå livet. Har altid kæmpet med at løbe om kap med mig selv, samtidig med at jeg har presset mig selv til at tage mig tiden til at leve. Og et eller andet sted imellem de to poler er jeg forsvundet i et sort hul, hvor tiden står stille indeni, mens den bare glider afsted mod et eller andet uvist punkt udenfor én.

Hvis jeg ikke tænker over mit åndedræt, så forsvinder dagene ud af mine hænder. Hvis jeg tænker over hvert et skridt, jeg tager, forsvinder jeg selv - ser ned i min grav.

Idealerne er ved at falde fra hinanden. Jeg er ved at forstå.

Så mig selv i øjnene i dag, har ikke gjort det længe. Prøvede at se, hvem det er, der gemmer sig derinde bag de blå øjne og det mørke hår - og det gik op for mig, at jeg faktisk kan lide hende. Mere end jeg nogensinde har kunnet. Jeg kan ikke helt se, hvad jeg skal gøre for at gøre mig selv mere glad. Det var så stærkt, at jeg måtte græde. Fordi jeg ikke kunne se vejen frem, selvom jeg egentlig ikke er synderligt glad (men på den anden side heller ikke synderligt ked).

Det var det med idealerne. Jeg har altid vidst, hvad der ville gøre mig glad. Har altid troet, at jeg ville være lykkelig med villa, to børn, kat og bil (og karriere). Men jeg er ved at indse, at min lykke kræver tid. Idealerne, jeg kender til, kan ikke forliges med mig. Jeg er bare ikke sådan. Jeg skal føle mig frem.

Jeg græder ikke mere. Og jeg kan se mig selv bag facaden.