Den ene dag føler jeg at folk sætter pris på min tilstedeværen... andre gange, tager de det som en selvfølge at jeg er der for dem. Den ene dag er vi sammen næsten hele tiden, den næste ser jeg ham næsten ikke...
Føler mig usynlig, og alligevel set, som om at det er tilrettelagt på en måde så jeg ikke kan føle mig helt glemt. Han giver mig lige akkurat nydelse nok til at jeg har svært ved at gå...
Hvorfor er jeg?