I dag har jeg befundet mig et sted mellem vej og luft, et sted som jeg altid har frygtet at gå ud.. Jeg kan bedst lide, at befinde mig på jorden, med fast grund under mine fødder. Det giver en sikkerhed, en ro, som jeg ikke kan forklare.. Jeg har altid været bange for højder, bange for at dø for tideligt.. Tiltrods for at jeg har været tæt på flere gange.. Den der følelse af at stå på en usikker grund, få fornemmelsen af frit fald, det der sus det giver.. Det er ubehageligt.. Jeg har altid været bange for min egen reaktion, når jeg står der ude, helt på kanten, og kan kigge ned. Ned på bilerne som til forveksling ligner små myrer, som myldre afsted. Ned på livet, som er lige der, men alligevel så langt væk.. Langt væk fra mig. Jeg har egentligt aldrig frygtet at falde, for jeg er faldet flere gange, men den der tyngdekraft som tynger mig ned af, når jeg svæver der på en tilfædig altan, som på en måde, er sat fast på siden af en bygning, den er ikke rar. Jeg blev utryg i dag, for.. Hvad nu hvis jeg bare blevet trukket ned mod bilerne, som når to poler møder hinanden og tiltrækningskraften trækker dem til sig.. Jeg kunne aldrig finde på at hoppe ud, det ville være for dumdristig, og efterlade alt for mange tilbage i sorgen.. Men bange blev jeg for følelsen af frit fald, jeg vil helst bare have fast grund under mine fødder, og derfor vil jeg næste gang, undlade at gå derud i intetheden et sted mellem livet og døden.