Kære idé, om at være en forløsning for dagens trivielle op- og nedturer, forklædt i betegnelsen som værende en "dagbog".

De roser dig alle sammen for at være kommet ud af det. "Du fandt en udvej, du er i sikkerhed nu". Sikkerhed, siger de? De ved ikke, hvad det er de selv formulere med deres overflødige læber. Hvordan deres ord imprægner sig som endnu en bekræftelse af uvished. De siger at leve i det nedbryder dig. Men de ved ikke hvordan det er på den anden side. De ved ikke hvilken kamp, der kommer bagefter. De tror du endelig kan ånde lettet op og begynde at leve igen, men det er først nu du for alvor begynder at kvæles og ædes os indeni.

De ved ikke hvordan det er at være fysisk fri af de kvælende lænker, men samtidig være mere styret end nogen sinde før. De ved ikke hvordan du dagligt ligger lænket fast til gulvet i fosterstilling, eller hvordan du tigger og beder om at få det til at stoppe, om at få det til at forsvinde. De ved ikke hvilken kamp det er ikke længere at have tal på hvor mange gange du dagligt får flashbacks, angstanfald, nervesammenbrud. De ved ikke hvordan det er ikke længere at kunne huske, hvornår du sidst har sovet mere end en time sammenhængende, eller bare har sovet den time om natten. Hvordan hvert forsøg på en almindelig god nattesøvn, bliver afbrudt af alt for virkelighedsnære mareridt. De ved ikke hvordan det er, når du vågner op gang på gang panisk gispende efter vejret.

Hvis bare de vidste. Så ville det måske ikke være så svært at forstå. Ikke være så svært at åbne op om. Ikke være så svært at bede om hjælp til. Ikke være så svært at føle sig "hørt". Endnu en søvnløs nat forener sig med den ensformige dag af smerte og lidelse. Smerte og lidelse over hverdagens eksistens. Over en virkelighed, du aldrig havde turde drømme om. Uvished og uforståenhed for det ukendte.

Du, kære dagbogs forklædte idé, har til stadighed eneretten over at vide, kende til og forstå. Vide, sandheden i de blødende ord. Kende til, flugten væk fra sig selv inde i sig selv. Forstå, hvordan de resterende glasskår af sindet limes sammen for dagligt at krakelere igen.