Jeg kan ikke finde ud af, hvor mit liv skal hen. Jeg er meget forvirret og håbløs. Det er som om, jeg ikke kan komme op, for der er ingen mening med noget. Jeg føler, mit liv er ligegyldigt. Jeg kunne ligeså godt lade være med at være her. Det lyder barsk. Men desværre føles det sådan. Jeg har intet fornuftigt at give mig til. Jeg er bange for livet. Så vil egentlig helst bare gemme mig under dynen. Ikke se dagens lys, som minder mig om alt det jeg aldrig opnår.
Jeg er så bange. Bange for ikke at blive til noget. Bange for at spilde mit liv. Bange for at tage chancer. Bange for at tro bare en smule på mig selv.
Det er hårdt. Jeg føler, jeg prøver. Vi laver planer. Uge planer, dags planer og fremtids planer. Men det er som om, jeg ikke tror på dem. De er bare endnu et bevis på, det jeg ikke kan.
Jeg kæmper mig igennem de fleste dage. Uden megen lyst og overskud.
Jeg blev forleden mindet om nogle ting i mit liv. Nogle ting som er barske. Hårde at sluge. De ramte mig hårdt. Og langt jeg falde ned. I et hul. Hvor det hele er for hårdt. Det er svært at komme op af igen. Egentlig føler jeg, at jeg er begyndt at begrave mig selv i stedet for at kæmpe for at komme op.
Jeg ser frem til noget medvind snart. Er træt af at cykle op af bakke i modvind.
Det hele skal nok gå. Mon ikke.