Jeg savner på en måde min naivitet. Jeg savner at tro på at der findes en mand der ude der ikke lyver. Men i dag tror jeg mere det er reglen end undtagelsen
Jeg savner at tro på mænds løfter,
som de giver i en rus af liderlighed og forelskelse. Men dem tror jeg slet Ikke på, en dag vil han skuffe mig. Jeg ved det bare.
Jeg savner, at tro på at mænd har empati, når jeg har det svært og ikke bare at jeg er besværlig. Men det tror jeg ikke på mere. Der kan jeg få følelsen af, at jeg har et besværligt barn i mine hænder istedetfor .
Jeg savner, at kunne forføres med søde ord. Det kan jeg ikke rigtig på samme måde, et kort øjeblik måske.
Jeg nyder skam de korte øjeblikke,hvor jeg tror på det.
Jeg savner den gang, jeg ikke så, hvor konkrete mænd er og hvor simpelt det er og hvor lidt i kontakt med deres følelser de er.
Én mand kan tro, at han bare skal finde en ny kone efter, at konen er afgået ved døden, to måneder efter. Han skriver til alle på de dating sider han frekventere, for der skal handles og fixes, følelserne kan være for svære, at udholde og gud nåde og trøste de kvinder det går ud over og konfronterer du ham med det kan han blive vred. Du skal holde dig langt væk
Jeg savner, at tro på at der findes en rolig mand. Men mænd er så propfyldt med testereon, at de ikke rigtig er det. De hæger, ødelægger og konkurrere.
Jeg savner, at tro på at der findes mænd der kan vakle i deres tro på sig selv og ikke altid synes, at de er okay eller ihvertfald foregive, at det er sådan det er.
Jeg savner, at tro på at manden der sendte mig et brev på en datingside, ikke sender mig et standard brev og at jeg rent faktisk har betydning og ikke bare er en praktisk sex dukke.
Jeg savner, at tro på den store kærlighed. Men jeg tror ikke på den mere.
Jeg er simpelthen så træt af mænds bullshit.
Jeg er træt af mænds selvretfærdighed der oveni vil foreskrive, at de fleste vil sige ...ikke mig jeg er da en venlig fyr...