Jeg vågnede i morges med den samme følelse som jeg har haft det sidste år - halvandet.
Jeg var lidt ligeglad. Tanken om at jeg skulle op til lægen gjorde mig ubehageligt tilpas.
Morgenkaffen var tiltrængt, og det samme var snustobakken.
Klokken lidt over 8 modtog jeg et opkald. Det var min mor. Jeg gad ikke snakke med hende, men det var hende der skulle kører mig til lægen, så jeg tog modvilligt telefonen.
Hunden gik amok da han hørte jeg sagde hej. Han tror altid der kommer gæster når jeg snakker i telefon. Jeg får ikke et chok af det længere. Det er vel fremskridt.
Da jeg kom op til lægen stod jeg i gangen hen til venteværelset og ventede. Der sad en på min plads. Da han endelig rejste sig og gik, satte jeg mig på den samme stol som jeg altid sidder på.
Det var ikke den læge jeg plejer at tale med der kaldte mig ind. Jeg var nervøs, jeg rystede og jeg begyndte at stamme. Det er det der sker når jeg bliver udsat for noget ubekendt i min hverdag. Noget som helst.
Jeg fik en recept på nogle smertestillende, og fik at vide jeg skulle forholde mig i ro i nogle uger. Det var præcis hvad jeg forventede.
Der var alt for mange mennesker på apoteket. Med fumlende fingre fik jeg scannet mit sundhedskort. Jeg fandt et lille frirum i hjørnet, og var godt tilfreds da mit nummer blev kaldt på den skranke der var tættest på.
Da jeg kom hjem var jeg fuldstændig udkørt. Klokken var 11 og jeg var allerede tom for energi. I det mindste kom jeg ud. I det mindste gjorde jeg noget i dag, som der gjorde mig utilpas. En lille sejr i et liv der pt. kun er fyldt med nederlag.
Derudover er der ikke sket det helt store, udover det faktum at jeg har tænkt mig at begynde at dele mine tanker og digte med resten af verdenen. Jeg tør dog ikke stå frem med mit eget navn.
Jeg skal have fundet mig et godt pseudonym.