Da jeg gik i folkeskolen, havde jeg den her helt fantastiske veninde.

Vi var et og alt og oplevede ikke så lidt sammen. Men jeg har mistet hende. Mistet kontakten, som i, at hun slet ikke er i mit liv længere.

Jeg husker tydeligt dagene i folkeren, hvor der blev spillet bordtennis om betonbordene i skolegården. Det var det største hit, og der var altid plads til en mere, i "rundt om bordet".

Sådan kom jeg ind på livet af mine daværende tre bedste venner. Den ene af de tre, endte jeg med at blive kæreste med - den anden er omtalt i dagbogen, da vi fandt sammen senere, friends with benefits, om du vil.

Anyhow, ham her fyren faldt for mig, da jeg tævede ham i rundt om bordet, lidt for mange gange. Det endte med at han ringede hjem til min forældre, jojo, det var dengang med fast-net-telefoner. Han ringede, min far tog telefonen, og han spurgte pænt efter mig, og spurgte så om ikke jeg havde lyst til at se noget mere til ham, for han ville gerne se noget mere til mig! Og om jeg ville med i biffen?

Og sådan fik jeg min første kæreste. Der blev kysset - og gud hvor kunne han bare ikke finde ud af det, lærte jeg senere. Hehe. Der blev gramset, hygget, oplevet, drukket en smule og dyrket sport - vi dyrkede samme fritidsinteresse, så det blev til lidt gæstetræninger på kryds og tværs. Det var fantastisk. Lige indtil det ikke var fantastisk længere. Jeg var ikke klar til at tage skridtet videre - det var han. Han ville så gerne videre, jeg havde intet, som i intet ønske om at gøre det med ham, selvom det var - tja - hyggeligt nok at være sammen med ham. Det endte med at han droppede mig, efter at han for fjerde gang havde fundet kondomet frem fra vækkeuret hvor han gemte det, og lagde det ved siden af mit hoved på puden, mens vi lå og gnavede i hinanden. Jeg husker at være skræmt fra vid og sans - det opfattede han bare ikke. Han pressede på, og jeg fik snoet mig udenom hver gang. Jeg var knust da han gjorde det forbi. Første gang hjertet går i stykker er den værste og av av av. Vi var sammen i et halvt års tid - hvilket var LÆNGE i 8. klasse dengang!

Der gik nogle få uger, måske måneder, jeg husker det ikke, men så spurgte veninden mig en, hvad jeg ville sige til at hun begyndte at date min ex, for hun syntes altså virkelig at han var sød, og hvis ikke hun var sikker ville hun aldrig spørge, men af respekt for vores venskab, ville hun nu altså spørge.
Min verden ramlede sammen på et nanosekund, og vores venskab begyndte at smuldre, omend det skete stille og roligt.

De kom sammen og hun fortalte glad om deres første gang sammen. Hun var klar - jeg var stadig ikke klar, bare knust. Jeg genoptog min interesse som var delvist lagt på hylden og begyndte at ride igen. Fandt ro i stalden, ved hestene, men kom aldrig rigtig "ind" på stedet, det var for stort og drevet dybt professionelt så der var ikke plads til flere rideskolepiger på hjælperlisten. Jeg red én gang om ugen og lærte en hel masse, indtil gymnasiet tog over og alt gik lidt stærkere.

Veninden og jeg talte stadig sammen - men ex'en sørgede stille og roligt for, at jeg røg ud af slænget. Blev ikke længere inviteret til festerne - og jeg savnede det ikke. Jeg savnede ikke slænget, som jeg følte havde taget venindens parti og skubbet mig ud.

Jeg fik nye venner på gymnasiet. Jeg fik mødt fyren bag min fedeste ulykkelige forelskelse, såvidt jeg husker var det den der fik gang i skriveriet herinde dengang.

Veninden skiftede kæresten ud, han krævede og krævede og krævede - det gad hun ikke. Hun fandt sig lyn hurtigt en ny, knap 10 år ældre fyr, som hun var sammen med i flere år.
Jeg fandt ud af, at jeg havde nemt ved drengene. Det var nemt at finde en ny, og hånden på hjertet, så var der ikke meget kærlighed involveret i gymnasiet, det var sjovt, det var hyggeligt, men det var ikke kærlighed.

Jeg har ingen venskaber tilbage fra den tid. De er stille og roligt forsvundet ud af mit liv - og efter gymnasiet, forsvandt hun helt, stille og roligt. En anden pige fra gymnasiet blev hendes nye bedste ven - så jeg trak mig. Jeg gider ikke konkurrere. Jeg orker ikke altid at være den der tager kontakten og initiativet. Jeg er god til det, jeg gør det gerne, men engang imellem, må det gerne gå den anden vej.

Jeg stirrede på telefonen en dag, efter at have inviteret veninden forbi til te hos A.C. Perch's i København. Hun var fyr og flamme, men er aldrig vendt tilbage. Det er nu tre år siden.

Om jeg er ensom? Næh, venner kommer og går, der er masser af nye mennesker i mit liv, som jeg holder mere af og som bidrager med så meget glæde at jeg nogle gange bobler over indeni.

Jeg snakker aldrig med manden bag den ulykkelige forelskelse. Sidste gang jeg så ham, var til hans bryllup. Det var en helt naturlig afslutning. Jeg havde Teak med derind, gav ham en krammer da vi gik og har ikke set mig tilbage siden.

Den sidste jeg hyggede mig med efter gymnasiet, er i dag gift og har flere børn. Jeg snakker ikke om ham, ser ikke hans indslag på face, men det glæder mig inderligt, at han er glad.

For alt det, gav mig Teak. Vores hund ligger og snorker for mine fødder, lønnen er lige gået ind inklusiv bonus, så det føl jeg går og drømmer om at lave, er rent faktisk indenfor rækkevidde.

Lige nu, ser alt ganske lyst ud - og så endda på en forårsdag :-)

Nogle dagbøger, har større betydning for sjælen end andre, og denne her var bestemt en af de bedre.

God dag alle.

//Femi