I nat er det en måned siden min datter forlod denne jord. Lige nu følger en stor tomhed som jeg ikke kan sætte ord på. Det hele er så uvirkelig og fjern. Jeg prøver at mande mig op til at klare hele verdenssituationen - som jeg plejer, men ved at regningen kommer på et tidspunkt. Jeg sygemeldte mig da det skete, men startede med at arbejde med 50% i onsdags. Så må det bærere eller briste.

Michelles far og jeg talte sammen den anden dag. Vi har begge været ude for at folk har svært ved at håndtere det der er sket. Hvordan de skal forholde sig til os. Er det okay at spørge "hvordan går det" uden at hele vores verden bryder sammen! Ja det er det. For mit vedkommende skal jeg nok sige fra hvis jeg ikke magter det den dag. Hendes far er mere lukket omkring det. Folk var søde og sige "hvis der er noget vi kan gøre" ved bisættelsen. Det er der faktisk. Jeg har en have der i mine øjne er uterlig, og som jeg har svært ved at komme i gang med. Så kom bare an med hakkejern og des liggende, så står jeg gerne klar med kaffe og kage.

Min svigerinde og jeg skal være prøvekaniner hos nogle Clairvoyante elever, på tirsdag i næste uge i Århus. Min første tanke var " ja der er nok at der er at vælge imellem på den anden side for mit vedkommende". Er meget spændt på det.