Smukt digt som bringer følelserne i kog. Mine tanker kredser straks om byrden af at elske men ikke blive gensidigt elsket; ulykkelig kærlighed. Atlas kan ikke give op på samme måde, som mennesket hverken kan undslippe eller abstrahere fra kærlighedens smukke men ofte sorgfyldende greb.

Mange smukke billeder. Især holder jeg af sidste linie.
"Din lyse stemme" er gennemgående og holder jeget igang, noget modvilligt ...slave og hamsterhjul...men også med stor længsel. Krysteren, der ikke tør sige til/fra ses på med en vis (selv)foragt. Men hvorfor er hun ( gætter jeg på) fanget i rav?
Vh
Gaia

Jeg kan virkeligt godt lide dette digt, du har nogle interessante formuleringer og bruger sproget godt, synes jeg. Især er jeg helt vild med de to første vers, hvor især første vers er meget komprimeret og intenst at læse. Formuleringer som "nattens gardin" og det overraskende "pivåbent" står overfor hinanden og giver digtet et både poetisk, men også meget direkte udtryk. Elsker det mentale billede af minder der udvandrer, når man skriver dem ned, det var rigtigt flot formuleret med blækkens korridorer. Alt i alt, synes jeg det var et interessant digt og jeg er glad fordi jeg måtte læse med, tak.

Kan godt lide titlen, også fordi den følger med ned til de sidste linjer "pensler mit mod med en krysters ravgule farve", - det hele beskriver dybt, hvordan du er fanget af følelser. Men også hvordan de fordamper og "Udvandrer i blækkens fortrængte korridorer". Det kan blive en byrde at være fanget i kærlighed, hvis det er det. - I de sidste to linjer fornemmer jeg en sarkasme/afstandstagen til objektet. - Godt skrevet.
Mette.

Kære Tom,
Fantastisk smukt! Du maler meget rørende billeder og har i det hele taget et godt greb om pennen. Jeg bliver grebet af savnet, som jeg fornemmer, du beretter om. Det der malplacerede savn, som hænger i gardiner og springer ud af væggene, ved minderne. De tager os altid tilbage til de gode steder, sorterer bevidstheden om svære (be)slutninger fra en stund, giver os "lov" at elske det igen, som vi senere erfarede forkerte. Det kan være svært at tilgive hjertet for at gemme på kærlighed, man ikke har brug for, men det er dog kærlighed. Det var, hvad jeg fik ud af at læse med.
Tak for et rigtig fint digt.
Bedste hilsner Leonora

Ja, vi kender det alle sammen, når øjnene stikker af og går deres egne veje, de bliver fremmede og slipper udenom ordene og giver dem ikke ret. - Som du skriver i sidste linje, så rammer ordene aldrig, hvis vi alligevel lyver, - som jeg forstår det. Kort og godt skrevet, og så er det sandt.
Mollytrine.

Waw...der er dynamik i de to afsnit.
Du rammer noget vi sikkert alle ved
..i nervøsitet snakker vi formålløst videre.
Det er vidoms ord.
Poul Brasch / Blækhuset

Overskriften fangede. Og fedt lille digt. Har aldrig læst sådan et digt før. Har aldrig tænkt på toast på den måde. Modigt og godt gået! Vh. Søren

Hej Tom!
Jeg synes slet ikke, dit digt er plat. Digte må gerne have lidt humor!
Du formår at få lavet noget sjove og gode sprogbilleder, som man sagtens kan se for sit indre øje og så er formen ret fed synes jeg, med et enkelt vers og så lige en enkelt linje som konklusion.
Hvis du vil tage digtet op på et højere niveau, så prøv og tænk over og leg lidt med, at få kontrasten mellem alvor og humor til at spille lidt mere. Og så har jeg det lidt stramt med havarti-broerne, det er den eneste af billederne, der lige rykker det lidt over i den lidt platte ende - du smører i mine øjne lidt for tykt på med den, men det er blot min personlige mening. :)

Men alt i alt synes jeg bare det er dejligt, med en der tør bruge både humor og alvor i digte - det er jo også derfor Halfdan Rasmussens gruk siger os så meget. Han formår begge dele. :)

Jeg synes der i teksten er en spændende modsætning mellem det kosmiske biledsprog og historien om tvivl, kærlighed og frygten for savnet. godt skrevet!

Hej Tom det er smukt og kender følelsen i det uendelige stjerne univers og helt alene og kun sig selv at holde i hånden og forholde sig til. Tak for det og man kan bliver ensom i vores samfund og føle sig så alene..Sys

Jeg tror, jeg er blevet en ret stor fan af dine digte. Først var det dit ordvalg, men i digtet her er det mere dét at du formår at udtrykke så meget i så koncentreret form, på så få linjer.

Jeg er ret vild med udtrykket "et kakefonisk tryllenummer". Dit sprog virker meget kreativt, billedligt. Jeg synes, det er enormt godt skrevet, og samtidig også meget, meget mørkt og meget, meget inspirerende.

den følelse kender jeg så ganske godt. skarpt og kort. jeg kan rigtig godt lide det her digt. det er flot, tom!

Det er et virkelig godt og malerisk digt. Der er nogen, der trækker på smilebåndet af det, kan jeg se i kommentarerne, i mig havde det den modsatte effekt. Du ramte noget blødt mellem ribbenene, noget genkendeligt og uendeligt trist men også smukt og håbefuldt. Dit digt handler for mig om viljen til sejr og hvor stærke ben man skal have for at nå til tops. Jeg kan virkelig godt lide passagen om flaget med hjerterne. Tak for de smukke ord.
Bedste hilsner Lisbeth

Hej Tom
Det er et rigtig godt digt især viskelæderet og at hviske, der er mange måder at h (viske) på. Skriveblokade er noget fælt noget , du skriver dig ud af det. Tak for ordene fra Ulla

Hej Tom.
En rigtig god beskrivelse af den følelse af afmagt man kan få når skriveblokaden lægger sig over en som en dyne ( og ikke en sommerdyne).
Men håbet er der og uden det kan livet ikke for alvor leves.
Fint digt.
Vh Anni

Et fint digt, hvor jeg især er vild med de tre første verslinier. Jeg synes det sidste af digtet falder mine øjne på igen og igen, men jeg kan alligevel ikke rigtig tyde hvad du mener med "at hviske ordene her"
måske skal jeg bare tænke lidt og læse det igen:-)

Kære Tom
Jeg synes, du har skrevet et rigtig godt digt i det store hele. Talentet er der i hvert fald ingen tvivl om! Så jeg vil starte med at sige, at jeg synes, du skal slette din forfatterbemærkning. Det er på ingen måde sandt, at det er dårligt udtrykt, og det er ret irriterende at opdage den for enden af en ellers god oplevelse som læser.
Og så til digtet, som let forbinder sig til mig og tager mig med ind i følelsen af tomhed, savn, afmagt og uvirkelighedsfølelse (måske tab af identitet). Det der følger efter bruddet med én, man elsker eller holder af, og hvordan verden (og sindsstemninger) kan vende på en tallerken og pludselig står og falder med de udtalte ord, som cementerer realiteten - den nye uønskede - og herfra bevæger man sig væk fra hinanden og: "Hver strofe der kradses bort fjerner lyden af mig i lokalet....." (virkelig godt billede).
Der er et enkelt sted, hvor du er kommet til at sætte "af" ind to gange ("En udtømmelig kattebakke.....af af afsavn")
Til sidst kunne du overveje at ændre sætningen: "Tænk, at jeg kan forsvinde uden at forsvinde foran øjnene på dig" til: Tænk at jeg kan forsvinde og stadig blive stående for øjnene af dig" (forsvinde virker dobbelt).
Men alt i alt er det virkelig godt skrevet, jeg håber, det er det, du tager med dig fra min kritik her. Jeg synes, som jeg skrev indledningsvis, at du virker til at have talentet i overflod, der skal bare lige tro på egne evner og lidt finpudsning til, for at det kommer til sin fulde ret.
Jeg glæder mig til at læse mere fra dig.
Mange hilsner LCR

Hej Tom
Dit digt får mange tanker frem hos mig. Hvem er det gud skiller på livets vej? Og hvorfor gør han det? 2 kærester, far og mor, barn og forældre eller bare venner? Det er uvist, men den sværeste vej at skilles ved, er hvis den enes vej, er dødens vej. Og der spørger man gud, hvorfor nu? Hvorfor skal jeg miste min kære?
Hvad mon gud kan svare?
Vh. Jytte

Fin lille digt som fik mig til at tænke på et forhold der slutter eller rettere sagt et ægteskab, fordi Gud er en del af det. Måske det ikke passer, men det var det ordene gav mig.

Fint lille digt om de livs baner vi alle skal køre i og ikke altid kan bestemme retningen på. Tak for digtet.

Hej Tom
Meget stærke billeder af sorg, som rører mig rigtig meget.
Hårde beskrivelse som denne "I takt med hjertets dybhavsbombelyd
Har jeg vandret på bunden af oceanet
I et halvt år uden at søge mod overfladen
Efter livsgivende ilt", som virker meget hårdt på en som læser.
En meget smertefuld afslutning "De stød jeg får har jeg fortjent
Jeg kunne ikke beskytte dig". Det må være det sværeste at erkende.
Jeg ved ikke, om det er dig selv du skriver om, men det er en stærk beskrivelse af sorg.
VH. Jytte